HANDLING
Ved de smukt bevoksede bredder af Den store Flod, Mississippi, stråler New Orleans i al sin overdådige overflod af eventyr, romantik, musik og magi.
Her, midt i 1920’ernes ’Der var engang’ jazzstemning, mellem de smukt forarbejdede støbejernsbalkoner og dragende, smalle gader og stræder i og omkring
Det franske Kvarter, er en meget usædvanlig historie ved at tage sin begyndelse.
Tiana er en smuk, selvstændig og hårdtarbejdende ung kvinde, i hvis tilværelse der ikke er plads til tant, fjas eller romantiske drømme. Hun arbejder
dag og nat for at realisere en livslang plan om at kombinere sine sjældne kulinariske evner med at åbne sin egen restaurant og udleve sin afdøde fars
drøm om et spisested, hvor publikum kan nyde områdets skønne soul food, tilberedt med hjerte og sjæl.
Men til trods for alt hendes hårde arbejde, er det næsten som om, der hele tiden er nogen - eller noget - der holder målet lige uden for hendes
rækkevidde.
En dag lægger hjuldamperen til ved flodbredden, og den unge, nydelige, jazzelskende, men sørgeligt pengeløse Prins Naveen fra det fjerne Maldonia går
i land for at nyde alt det, den legendariske by, New Orleans, kan byde på.
Naveen er lidt af en festabe, en lille smule forkælet, uansvarlig og har indtil videre klaret sig gennem livet ved hjælp sit gode udseende og
uimodståelige charme. Hans tilstedeværelse tiltrækker sig hurtigt opmærksomhed fra den onde Dr. Facilier, en snu svindler, der ikke er bleg for at bruge
sort magi til at opnå sine mål. Hans forsøg på at stjæle Naveens royale privilegier leder til, at den pæne unge prins bliver forvandlet til en frø.
Naveens desperate forsøg på at bruge det gamle eventyrtrick med, at et kys fra en ung smuk kvinde kan hæve forbandelsen, resulterer i, at kysset godt
nok virker, men uheldigvis den modsatte vej, så også Tiana forvandles til en frø!
Frøen Naveen og Prinsesse Tiana.
Foto: © Disney Enterprises, Inc. All Rights Reserved.
Nu får de to små amfibier travlt med at finde en løsning på deres problem og begiver sig derfor ud i Louisianas sumpe, skarpt forfulgt af alskens frø
ædere, mens de desperat forsøger at finde den 197 år gamle troldkvinde, Mama Odie, der praktiserer hvid magi og måske kan ophæve forbandelsen.
Til at hjælpe sig på deres risikable, kejtede, men overordentligt underholdende rejse er den kærlighedsramte Cajun ildflue, Ray, og en jazzende
alligator ved navn Louis. Og selv om deres rejse er farefyldt, bringer det modsætningsfyldte par både det bedste – og det værste – op i hinanden,
overvinder såvel uligheder, som udfordringer og finder til sidst ud af, at drømme nogle gange går i opfyldelse, men sjældent kommer i den form, man har
ønsket…
I sidste ende vinder kærligheden og de forskelle, der til at begynde med virkede som det vigtigste i hele universet, forsvinder stille og umærkeligt
i den gamle flods tågede krinkelkroge.