Kick-Ass sparker røv
IFØLGE DE USÆDVANLIGT ENIGE DANSKE FILMANMELDERE, ER ACTIONKOMEDIEN KICK-ASS ÅRETS FEDESTE OG
MEST UNDERHOLDENDE FILMOVERRASKELSE FOR DRENGERØVE - OG -PIGER - I ALLE ALDRE!
”Hvorfor er der egentlig aldrig nogen, der har forsøgt sig som superhelt i virkeligheden?”
- Det findes der mange og meget logiske svar på, men tegneserieskaberen Mark Millar er gået skridtet videre, og lader i Matthew Vaughns
grænseoverskridende action komedie KICK-ASS den tilsyneladende helt normale New York teenager, Dave Lizewski, iføre sig en grøn/gul våddragt – indkøbt
til formålet på nettet – og forvandle sig til den kompromisløse selvtægtshelt KICK-ASS…
Desværre får han meget hurtigt svar på spørgsmålet om, hvorfor ingen har gjort det før: FORDI DET GØR NULLER NALLER OG MAN KOMMER PÅ HOSPITALET!
– Men det er kun begyndelsen…
Filmen er på rekordtid blevet et overraskende kultfænomen over hele verden og er kommet bag på alle, da den på afstand ligner enhver anden teenager
superhelte film, MEN INTET KUNNE VÆRE MERE FORKERT!
Og det er de danske anmeldere enige om!!
For eksempel skriver DR Filmlands Martin Lennon til den svirpende lyd af seks pile opad:
”'Kick-Ass' sætter nye standarder indenfor superheltegenren. Den vover pelsen og satser mere, end de fleste andre film i samme genre nogensinde
ville turde blot at tænke på. 'Kick-Ass' sparker konkurrenterne tilbage til stenalderen og viser, at det er muligt for filmskabere at realisere deres
vildeste og mest vovede drømme, koste, hvad det koste vil af blod, sved og tårer, uafhængigt af de store Hollywood studier.”
Og Ekstra Bladets anmelder Peter Albrechtsen skriver i støvet af sine fem stjerner:
”Titlen skal tages for pålydende: ’Kick-Ass’ sparker vitterligt røv. Det er nu også noget nær den eneste kliché, der passer på denne herlige
actionbasker, som losser til alle konventionerne og samtidig er ustyrligt underholdende…. Kort sagt: Skynd dig i biffen og slå røven i sædet. Det er en
fordel for din bagdel og alle andre legemsdele.”
I Politiken skriver Erik Jensen til slaget af sine fem hjerter:
”En nørdet teenager, forklædt som superhelt i stram, grøn dragt, men uden hverken magi eller ekstra kræfter. Eller evnen til eksempelvis blot at
fange en bortløben kat. En skydegal Lolita, der må være filmhistoriens yngste seriemorder, men gebærder sig som en graciøs actionheltinde fra Hongkong.
Kyniske gangstere, skrupelløse forældre, onanerende teenagere, mord og vold og ekstreme mængder. Alt dette lyder som en stupid omgang underholdende
teenage-gas. Men kulminationen på en lang række positive overraskelser i ’Kick-Ass’ er, at filmen ekstremt velspillet, absurd og brølende morsom.”
Og Informations Christian Monggaard lader ordene tale i stedet for stjerner, hjerter eller pile, men de siger det samme:
”Der er noget fundamentalt forkert ved at overvære en 11-årig pige gå ind i et rum fuld af narkohandlere og sige »Okay, you cunts ... let’s see what
you can do now!«, hvorefter hun slagter dem alle. Men det er ikke desto mindre, hvad man får lov til at se i Matthew Vaughns politisk højst ukorrekte
Kick-Ass. Og det er en af grundene til, at filmen er så sjov og vellykket…. Endelig en film, der holder, hvad titlen lover: Kick-Ass sparker røv.”
…og sådan bliver det ved i alle medier…
Filmen distribueres i Danmark af Nordisk Film, hvis lanceringschef, Jan Lehmann, udtaler: ”Det er meget sjældent, at vi bliver overrasket over en
film, men da vi endelig fik lejlighed til at se Kick-Ass, gik det op for os, at vi stod over for en helt ny, grænse- overskridende fusion af tegneserie,
superheltefilm, videospil og teenagerkomedie; der i dén grad leverer varen på alle hylder.”
- Filmen har premiere i 45 biografer over hele landet torsdag d 15. april, så på fredag véd alle, hvem KICK-ASS er!
Kilde: Nordisk Film
Dato: 15-04-2010