Bille August skal instruere "Tanne" - filmatiseringen af Karen Blixens unge år
MIT AFRIKA med Meryl Streep og Robert Redford er blevet en klassiker siden premieren i 1985 i USA. MIT AFRIKA blev nomineret til 11 Oscars og modtog
7 Oscars, heriblandt for bedste film og instruktion (Sidney Pollack). Over en million danskere løste billet til filmen. I 1987 instruerede Gabriel Axel
BABETTES GÆSTEBUD efter en fortælling af Karen Blixen. BABETTES GÆSTEBUD vandt Danmarks første Oscar for bedste udenlandske spillefilm. Dette er kun
sket én gang siden, hvor Bille August året efter vandt en Oscar med PELLE EROBREREN.
Det bliver BILLE AUGUST, der skal instruere filmen om Karen Blixens dramatiske unge år fra hendes fødsel, og frem til hun som 28-årig i Napoli stiger
ombord på båden til Afrika.
Bille August og Lars von Trier er ubetinget Danmarks to største internationale navne gennem de sidste 20 år. Hvor Lars von Trier har markeret sig
internationalt på engelsk, er det først og fremmest Bille Augusts skandinaviske projekter, der i dag gør ham til én af vores største skandinaviske
instruktører.
Den generøse sympati for mennesker, der enten socialt eller mentalt bliver undertrykt, er et gennemgående tema i Bille Augusts humanistisk funderede
filmproduktion, som i 1978 blev indledt med den gribende og usædvanlig sikkert instruerede ægteskabsskildring »Honning Måne«.
I de følgende år lavede Bille August på basis af Bjarne Reuters romaner de følsomme ungdomsfilm »Zappa« og »Tro, håb og kærlighed«, inden han i 1987
fik sit internationale gennembrud med det socialt indignerede epos »Pelle Erobreren«, der foruden De Gyldne Palmer indbragte ham en Oscar.
Bille Augusts Bergman-baserede svenske produktion »Den gode vilje« i 1992 vakte ligeledes begejstring i Cannes og fik De Gyldne Palmer, hvilket
bragte ham ind i en snæver, eksklusiv elite i selskab med blandt andre Francis Ford Coppola og Emir Kusturica, der begge er blevet belønnet med De
Gyldne Palmer to gange. Jerusalem (1996) og En sang for Martin (2001) om sygdommen Alzheimers anses også for at høre til blandt Bille Augusts bedste
værker. Henrik Wivel skriver i sin bog ”Spejlet”, der handler om Bille Augusts værker:
”Hans filmiske sprog søger dybden i fortællingen ved netop ikke at sige alt med ord..' og som ' spejlbilleder ikke at forvirre, men forløse og
dermed vække genkendelse'.
PETER ASMUSSEN, der er en af vores førende dramatikere, skriver manuskriptet. Han skriver prosa og drama til radioen, fjernsynet og scenen såvel som
filmmanuskripter. Han debuterede som dramatiker i 1989 for Radio Drama og fem år senere med ”Ungt Blod” i 1993, efterfulgt af ”Isbrandt”, ”Værelse med
Sol”, ”Forbrydelse” og operalibrettoen ”Under Himlen”. Han debuterede som instruktør med radiodramaet ”Schyy” i 2002. I 2000 modtog han Det Danske
Akademis Kjeld Abell pris og senere samme år Danske Dramatikeres Hæderspris.
Peter Asmussen dramatiserede Christians Kampmanns værk om Familien Gregersen til Århus Teater over flere sæsoner, og skrev også til Operaen i
København operaen ”Brødrene Løvehjerte” bygget over Astrid Lindgrens klassiker af samme navn. Peter Asmussens møde med filmverdenen startede med en
telefonopringning fra Lars von Trier.
"Jeg anede stort set ikke noget om film på det tidspunkt," fortæller Asmussen. Trier ville gerne have hans hjælp til et manuskript. Og således gik
det til, at Asmussen, til trods for at han aldrig havde beskæftiget sig med film før, sikrede BREAKING THE WAVES tre Bodil, fire Robert og Juryens Grand
Prix ved filmfestivalen i Cannes. Siden er det blevet til adskillige filmmanuskripter, heriblandt Simon Stahos mesterværk ”Dag og Nat” med Mikael
Persbrandt og Pernilla August.
Tilfældighed fungerer dog ikke, uden at der er nogen, der griber den. Det kræver en modtager, der besidder en sær blanding af åbenhed, lyst, mod,
samt en evne til at skabe en drivkraft ud af det, der er dramatikerens lod: At stå i skyggen af sine personer. Peter Asmussens forfatterskab bygger på
en evne til at tilsidesætte sig selv, at træde ind i andre personer, for derefter at forlade dem.
"Jeg prøver at ophæve mig selv, når jeg skriver. Hvis jeg skriver om en person, så tænker jeg kun på den person og som den person. Derfor er det tit,
at jeg kan kigge tilbage på de personer, jeg har skabt og undre mig over, hvor det alt sammen er kommet fra."
Regner Grasten Film producerer og planlægger en helaftensfilm med titlen TANNE. Premieren bliver i 2012 og optagelserne foregår i 2011 – 2012. Regner
Grasten Film er overbevist om, at det kan blive en stor film om en stor kunstner og et stykke Danmark, som er ved at forsvinde, hvis det ikke bliver
udødeliggjort for eftertiden både nationalt og internationalt.
Det kan blive en meget stærk film, der bl.a. kan vise generationen i dag, at kæmper man, så kan man også opnå det, man vil. Det er med andre ord en
film, der kan samle alle generationer. Regner Grasten Film har før satset stort med film som DET FORSØMTE FORÅR, KUN EN PIGE og FAMILIEN GREGERSEN, men
TANNE kan blive én af de største danske film i nyere tid, og det fortjener dansk film.
Et omfattende research-arbejde er sat i gang i samarbejde Vibeke Arildsen, Karen Blixen Museet og Rungstedlund Fonden ved Marianne W. Asmussen, og
Bille August og Peter Asmussen går i gang med den kunstneriske fortolkning af projektet på baggrund af dette arbejde i juni måned.
Kilde: Hammer PR & Kommunikation
Dato: 13-04-2010