NYHEDER

BUSTER åbner døre til stor filmfest

Fra fredag den 18. september vil det myldre med børn og andre barnlige sjæle i de københavnske biografer, når BUSTER Filmfestival for Børn og Unge spreder glæde, uhygge, underholdning, sjov og fordybelse med 10 dages filmfest!

BUSTER byder på et overflødighedshorn af filmoplevelser, workshops og events til alle mellem 3 og 19 år - men de må gerne tage de voksne med.

Mød Danmarks næste Spielberg
Fra fredag til søndag syder Cinemateket i Filmhuset med den største samling af danske filmtalenter under 20 år. Her afvikles nemlig finalen i OREGON - den landsdækkende konkurrence for unge filmskaberes film. De nominerede film er indstillet fra regionale filmfester afholdt landet over i maj - og det er nu det skal afgøres hvem der er Danmarks bedste filmskaber under 20 år. Publikum kan deltage i seminarer, se alle de konkurrerende film og komme til prisoverrækkelsen og få et indblik i hvad der rører i sig den store danske filmtalentmasse. Læs mere på oregonfilm.dk

Nøørjh - det for børn!
I festivalens første weekend kan de mindre børn få en fænomenal oplevelse med den hollandske "Frogs and toads" - der handler om Max er 6 år, hvis storebror Jannus skal have fjernet mandler, og som enhver god bror benytter han den chance til at drille sin bror og bilder ham ind, at han aldrig vil komme til at kunne tale igen, hvis ikke Max fanger ham nogle frø-æg, som han kan bruge som medicin. Og så må Max på en hemmelig mission, hvor han bl.a. møder han pigen Jesse. Sammen kommer de ud på en fantastisk rejse i børnehøjde, der på magisk vis blander eventyr med natur.
Efter filmvisningen lørdag den 19. september i Cinemateket kl. 10:00 kan publikum blive sminket som sit yndlings dyr.

Anja og Viktor på amerikansk
Weekenden byder også på en forpremiere af en amerikansk version af den danske nyklassiker - 'Kærlighed ved første hik' - First Time! Det er Barbara Rothenberg, der charmerede mere end det halve kongerige, da hun i slutfirserne spillede hovedrollen i tv-serien "Nanna", som har instrueret den amerikanske nyfortolkning. Skulle man i den tilsyneladende uendelige slipstrøm af "Anja og Viktor"-film have glemt originalens varme humor og ungdommelige uskyld, er "First Time" en perfekt anledning til at genopleve den hikkende forelskelse på det store lærred - bare på amerikansk! Før visningen d. 20. september i CinemaxX byder BUSTER på gratis forfriskninger i juicebaren ml. kl. 11:45 og 12:15

Husk at alle billetter til BUSTER kun koster 15 kr.!

Læs mere om BUSTER på buster.dk

 

Kilde: BUSTER - Københavns Internationale Filmfestival for Børn og Unge
Dato: 17-09-2009