|
Valhalla Rising: Verdenspremiere i Toronto
Nicolas Winding Refns "Valhalla Rising" får sin verdenspremiere på Toronto International Film Festival, (10.-19. september), hvor den bliver vist ved
en "Special Presentation". Hovedrolleindehaver Mads Mikkelsen og Nicolas Winding Refn deltager ved visningen.
Den stumme kriger One Eye, der besidder overnaturlig styrke, holdes i fangenskab af høvdingen Barde. Efter at have dræbt sine vogtere begynder en
voldsom og blodig flugt ind i ukendt land - og ind i sjælens mørke.
"Som barn elskede jeg tre ting," udtaler Nicolas Winding Refn. "Science fiction, spaghetti westerns og samurai film - genrer hvor heltene har mytiske
proportioner; ensomme og tavse krigere, som klarer sig selv. One Eye er sådan en karakter."
Torontos biografgængere er allerede bekendte med Nicolas Winding Refn. Hans "Pusher-trilogi" blev vist på festivalen i 2005. Mads Mikkelsen har
hovedrollen i de to første "Pusher-film".
"Speciale Presentations" er et prestigefyldt program, der viser højtprofilerede spillefilm med store stjerner og instruktører fra hele verden.
"Valhalla Rising" er Nicolas Winding Refns anden store internationale produktion på kort tid. Tidligere i år havde hans "Bronson" verdenspremiere på
Sundance Film Festival, der for tiden oplever stor succes rundt i verden. "Bronson" har dansk premiere den 24. juli.
"Valhalla Rising" er produceret af Johnny Andersen, Bo Ehrhardt, Henrik Danstrup med koproducer Karen Smyth for Nimbus Film Productions ApS, One Eye
Production, La Belle Allee Productions Ltd., Blind Eye Productions og Scanbox Film Distribution med støtte fra Det Danske Filminstitut. Der er
skandinavisk premiere den 5. marts i 2010.
Kilde: Det Danske Filminstitut
Dato: 14-07-2009
|