Tag med på flyvetur med Iron Maiden
En unik rockoplevelse på det store lærred er i vente, når CPH:PIX helt eksklusivt blænder op for 'Iron Maiden Flight 666' i Palads' store
biografsal den 21. april.
Filmen er et afslørende portræt af et af verdens mest berømte rockbands på turnéen 'Somewhere Back in Time World Tour' i februar og marts 2008.
Filmforevisningen bliver en del af den verdensomspændende Iron Maiden-dag den 21. april 2009, hvor dokumentaren får premiere over hele kloden.
I filmen er Maiden-forsanger Bruce Dickinson pilot, han indtager cockpittet i en specialdesignet Boeing 757, og publikum kommer med på en
hæsblæsende tur: 70.000 kilometer, fem kontinenter og 13 lande på bare 45 dage - uden filter. Det tunge metalband sætter sammen med hele crewet og 12
tons udstyr kurs mod Asien, Australien og Nord-, Central- og Sydamerika.
Filmen er produceret af den prisvindende filmskaber Scot McFadyen og Sam Dunn fra Banger Productions, som tidligere er blevet hyldet for deres
hårdtslående rockfilm 'Metal: A Headbanger's Journey' og 'Global Metal'.
"Scot McFadyen og Sam Dunn er forrygende musikfilminstruktører, så der venter med garanti både film- og Maidenfans en stor oplevelse", siger Niels
Lind Larsen, programchef for CPH:PIX.
Tidligere samme aften er der mere guf for fans af rocklegenderne, når den okkulte science fiction film 'Chemical Wedding', skrevet af forsanger i
Iron Maiden Bruce Dickinson og instruktør Julian Doyle, ruller over skærmen i Palads.
Begge film er en del af CPH:PIX' 'Live'-serie, som bl.a. også viser John Waters' 'Hairspay', 'It Might Get loud', med Jimmy Page, The Edge og Jack
White, samt Jeffrey Levy-Hintes 'Soul Power'.
CPH:PIX' programavis er på gaden den 26. marts. Kig efter det på caféer, i biografen eller find det på www.cphpix.dk
Kilde: CPH:PIX
Dato: 20-03-2009