Hele Stieg Larssons Millennium-trilogi kommer nu i biografen
Succesen for Mænd der hader kvinder fortsætter med over 1,5 millioner solgte biografbilletter
i Skandinavien. Samtidig er det nu besluttet, at Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt også får biografpremiere.
”Vi er virkelig begejstrede for også at få biografpremiere på Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt i løbet af efteråret,
siger Jan Lehmann, direktør i Nordisk Film Distribution. Mænd der hader kvinder er blevet en enorm succes i Skandinavien, så det er bare helt
fantastisk at kunne tilbyde de to næste film til biografpublikummet i Norden. Vi tror på, at de glæder sig til også at få disse oplevelser på det
store biograflærred.”
”Vi har inderst inde hele tiden håbet, at dette skulle blive muligt. Yellow Bird og jeg er sammen med instruktøren Daniel Alfredsson og filmteamet
vældig glade for, at de to andre bøger også kommer som biograffilm. Både Stieg Larssons succesromaner og hele biografpublikummet fortjener virkelig
dette”, siger Søren Stærmose, Yellow Birds producent.
Pigen der legede med ilden er planlagt til at få biografpremiere i midten af september og Luftkastellet der blev sprængt i slutningen af november
2009.
Filmene er baseret på Stieg Larssons Millennium-trilogi og er produceret af Yellow Bird i samarbejde med TV-stationerne SVT og ZDF samt
distributøren Nordisk Film v. executive producer Lone Korslund.
Mænd der hader kvinder ligger lige nu på en storslået 1. plads på filmhitlisterne i både Danmark, Sverige og Norge. Efter blot 3 uger er filmen set
af over 1,5 millioner i Skandinavien, og i Danmark er den alene set af hele 621.203. Filmen får biografpremiere i Finland den 27. marts.
Kilde: Nordisk Film A/S
Dato: 20-03-2009