NYHEDER

BIODAGE februar 2009 - med enestående filmoplevelser fra Færøerne, Grønland og Island

Bryd vintermørket med en række enestående filmoplevelser fra Island, Færøerne og Grønland, når Nordatlantens Brygge slår dørene op for sjette omgang Biodage.

Oplev alt i fra tragikomiske filmatiseringer til højaktuel dokumentarisme og medrivende skæbnefortællinger i kortfilmsformat. Og mød en række instruktører, der drøfter filmene i kulturhuset Nordatlantens Brygge på Christianshavn.

Den islandske instruktør Ágúst Gudmundsson åbner Biodagene den 5. februar kl. 20 med sin film Dansen, baseret på færøske William Heinesens ’Her skal danses’.

Torsdag den 12. viser Rúnar Rúnarsson sine to medrivende kortfilm 2 Birds og The Last Farm, og desuden vises tre titler af den færøske instruktør Ingun Olsen: If, Mirror in my mind og I hans hænder.

Fridrik Thór Fridrikssons Djævelens ø, om livet i et af efterkrigstidens barakkvarterer i Reykjavik, kan ses den følgende torsdag med introduktion ved Biodagenes organisator Birgir Thor Møller.

Og torsdag den 26. viser Isak Kleist sin dokumentarfilm Ved de frosne floder om livet i Diskobugten. Aftenen indledes af Luc Perez, som viser sin animationsfilm Shaman, der skildrer en ung jægers kamp for at overleve i naturens nok så smukke men også barske verden.

Filmoplevelser du ellers skal se langt efter...

Læs mere

 

Kilde: Biodage på Nordatlantens Brygge
Dato: 25-01-2009