NYHEDER

Støtte til tre nye spillefilm

Det Danske Filminstitut har givet støttetilsagn til tre nye spillefilm: Søren Frellesens "Anja & Viktor - I medgang og modgang", Tomas Villum Jensens "Ved verdens ende" og 3D-animationsfilmen "Olsen Banden - På de bonede gulve".

I den femte Anja & Viktor-film "Anja & Viktor - I medgang og modgang" er Viktor kommet i det romantiske hjørne og vil gøre alt for at få Anja til at gifte sig med ham, så han tilmelder dem som par i et reality bryllups-tv-show.

Søren Frellesen har skrevet manuskript som til alle de tidligere film i serien, men denne gang instruerer han selv. Han har netop vundet Robert-prisen for bedste korte fiktionsfilm med "Boy Meets Girl", og den nye Anja & Viktor-film bliver Frellesens spillefilmdebut.

Regner Grasten producerer, og skuespilholdet består af Sofie Lassen-Kahlke, Robert Hansen, Karl Bille, Jonas Gülstorff, Joachim Knop, Tommy Kenter, Vicky Berlin og Jan Gintberg. Det Danske Filminstitut har givet betinget produktionsstøtte på 4,8 mio. kr. gennem 60/40-ordningen. Filmen går i optagelse i marts, og der er forventet premiere den 12. september 2008.

Tomas Villum Jensen går i april i gang med at filme den sorte adventure-komedie "Ved verdens ende" efter Anders Thomas Jensens manuskript.

Under optagelserne til et engelsk naturprogram i den indonesiske regnskov, bliver et tv-hold dræbt af den danske Severin Geertsen. Adrian, en dansk kriminalpsykiater, bliver sendt til Indonesien med sin sekretær Beate for at mentalundersøge Severin, der påstår, han er 129 år gammel og har opdaget en blomst, som giver evigt liv. Før de ved af det, er de alle tre på flugt fra både det indonesiske militær og en amerikansk storgangster. Alle jager de blomsten - selv skeptikeren Adrian, da det måske er hans døende mors sidste håb.

Tivi Magnusson, Christian Potalivo og Johanne Stryhn Hørby producerer filmen for M&M Productions, og Det Danske Filminstitut har givet betinget produktionsstøtte på 6,8 mio. kr. gennem 60/40-ordningen. Optagelserne foregår for en stor del i Australien. Der er forventet dansk premiere op til vinterferien 2009.

Nordisk Film er i samarbejde med A.film i gang med en 3D-animationsfilm om Olsen Banden.

Denne gang har Olsen Banden fået en absolut betroet opgave. De skal stjæle et uvurderligt stykke Danmarkshistorie: H.C. Andersens fjerpen. Den skal danne rammen for en større handelsaftale mellem det mægtige imperium Kina og det danske statsministerium. Desværre går kuppet ikke, som det skal. Nogen har taget Egon ved næsen, og Olsen Banden vil nu have hævn og fingre i alle millionerne.

Martin Buch, Nikolaj Kopernikus, Esben Pretzman, Mick Øgendahl, Simon Juel og Søren Sætter Lassen lægger stemmer til 3D-figurerne. Jørgen Lerdam instruerer efter Nikolaj Peyks manuskript, og Thomas Heinesen og Tomas Radoor producerer. Det Danske Filminstitut har givet betinget produktionsstøtte på 6,1 mio. kr. gennem 60/40-ordningen. Der er forventet premiere i efterårsferien 2009.

 

Kilde: Det Danske Filminstitut
Dato: 12-02-2008