NYHEDER

Film på vej fra Annette K. Olesen, Ole Bornedal og Kathrine Windfeld

Det Danske Filminstitut har givet produktionsstøtte til tre nye spillefilm under konsulentordningen. De tre film afspejler, at konflikter ude i verden rykker ind på os i Danmark, og at vi er nødt til at forholde os til andet end os selv.

Annette K. Olesen går til januar i gang med optagelserne til filmen "Lille soldat". Lotte vender hjem fra endnu en mission som soldat, helt igennem desillusioneret. Hendes upålidelige far, der både er vognmand og alfons, tilbyder hende et job, og snart kører Lotte som chauffør for hans nigerianske kæreste, escortpigen Lily. Både Lotte og Lily har ar på sjælen og paraderne oppe, alligevel vågner noget mellem dem, et venskab spirer frem, de to kvinder bærer måske nøglen til hinandens forløsning.

Trine Dyrholm, Finn Nielsen og Loma Brown har de bærende roller. Kim Fupz Aakeson har skrevet manuskript til "Lille soldat", og Ib Tardini producerer for Zentropa. Filmen modtager betinget støtte på i alt 6,5 mio. kr. gennem filmkonsulent Molly Stensgaard. Der er forventet premiere i efteråret 2008.

Ole Bornedal optager fra marts filmen "Fri os fra det onde". Brødrene Johannes og Lars bor i en gudsforladt provinsby i det flade Jylland. Lars er langturschauffør med hang til fest og de våde varer. En morgen kører han Anna fra byen i smadder ude på hovedvejen. Det lykkes ham at skyde skylden på Alain - en tidligere elitesoldat fra Balkan, der arbejder for broderen Johannes. Under den årlige byfest, hvor byen svømmer i alkohol, rejser der sig en bølge af had og hævn mod Alain og senere også Johannes, der indædt forsvarer Alain.

Ole Bornedal har selv skrevet manuskript, og Michael Obel producerer for Thura Film. "Fri os fra det onde" modtager betinget støtte på i alt 6,0 mio. kr. gennem filmkonsulent Molly Stensgaard. Filmen har forventet premiere i februar 2009.

Kathrine Windfeld indleder i slutningen af januar optagelser til "Flygtningen" - baseret på journalist Olav Hergels bestseller. Journalisten Rikke Lyngvig tages som gidsel i Afghanistan af en terrorcelle, som truer med at dræbe hende, hvis Danmark ikke trækker sine tropper ud af landet, men Nazir, en af kidnapperne, hjælper hende til at flygte. Tilbage i Danmark opnår Rikke heltestatus, og hændelsen sætter turbo på hendes karriere, men en dag dukker Nazir op som flygtning i Danmark og har kun Rikke at søge hjælp hos. Hun står nu over for et af de vigtigste valg i sit liv. Vil hun hjælpe den mand, som nok reddede hendes liv, men samtidig var med til at holde hende som gidsel og true med at dræbe hende - og hvad vil det betyde for hendes karriere?

Hovedrollen som Rikke Lyngvig spilles af Iben Hjejle. Rasmus Heisterberg har skrevet manuskriptet i samarbejde med Mette Heeno, og Morten Kaufmann producerer for Nimbus Film. "Flygtningen" modtager betinget støtte på i alt 6,2 mio. kr. gennem filmkonsulent Lena Hansson Varhegyi. Der er forventet premiere i januar 2009.

 

Kilde: Det Danske Filminstitut
Dato: 21-12-2007