NYHEDER

Nichefilm on demand i lokale biografer - artcinema.dk lader lokalt publikum bestemme

Tidligere har smalle og kunstneriske film haft et hårdt liv uden for storbyen. Nu skal et nyt initiativ sikre fyldte sale i lokale biografer ved at give det lokale publikum mulighed for selv at bestemme, hvad de vil se. Initiativet hedder artcinema.dk og kommer fra Struer. Foreløbigt har 16 biografer landet over tilmeldt sig og branchen hilser tiltaget velkommen.

I Danmark har vi tradition for at gå meget i biografen, og når sæsonen byder på koldt og blæsende vejr udenfor, trækker vi ind i de varme sale. Som noget nyt kan lokale biografgængere nu selv få indflydelse på, hvilke film, der skal vises.

Mindre produktioner og nichefilm får sjældent den opmærksomhed, de fortjener. De er glemt, inden de når til de lokale biografer. Jørn Lundme er initiativtager til artcinema.dk og indehaver af biografen Apollon i Struer. Han ved alt om, hvor svært det er at fylde biografen op.

”Når mange af årets allerbedste film kun udsendes i få kopier, kan de fleste danske biografer ikke spille de bedste film før flere måneder efter den danske premiere i store biografer. Derfor er det frustrerende for biograffolk i provinsen, at filmene ikke fylder salene op 2-3 måneder senere,” siger Jørn Lundme.

Det er særligt problematisk i forhold til de smallere og mere kunstneriske produktioner, som er mindre profilerede i medierne.

”Når der hele tiden kommer nye kommercielle film til, er det svært at fastholde interessen for de mere smalle og kunstneriske produktioner, når de først kommer til provinsen flere måneder efter premieren,” forklarer Jørn Lundme.

artcinema.dk skaber en win/win-situation for de lokale biografer og det lokale biografpublikum. Publikum får mulighed for at bestemme, hvilke film der skal vises i deres lokale biograf, mens biograferne får et redskab til at udvælge de film, som fylder salene op.

”Udgangspunktet er, at publikumet til de smalle og kunstneriske film også findes i provinsen. Jeg tror på, at artcinema.dk kan samle det lokale publikum ved at øge tilgængeligheden af disse film,” fortæller Jørn Lundme.

”Det medvirker til at fastholde interesse og opmærksomhed hos biografgængerne i den tid det tager, inden filmen vises i den lokale biograf. Samtidig vil det motivere et nyt og mere kvalitetsorienteret publikum ,” fortsætter Jørn Lundme.

Branchen har taget godt imod initiativet. Indtil videre har artcinema.dk 16 tilmeldte biografer landet over, og flere kommer til. Når først projektet har nået sin fulde størrelse, vil det også skabe opmærksomhed omkring de enkelte biografer. Og dét er en klar fordel mener Loke Havn, der er formand for Foreningen af Filmudlejere i Danmark (FAFID).

”Jeg synes initiativet er fremragende og rigtigt godt tænkt. Den interaktive kommunikation vil uden tvivl virke både engagerende og stimulerende på det filminteresserede publikum. Og samtidig løser man et stort markedsføringsmæssigt problem, da det kan være svært at annoncere de smalle film til succes, hvorimod en direkte e-mail til en kreds af interesserede vil få en langt mere positiv effekt”, udtaler Loke Havn.

 

Kilde: artcinema.dk
Dato: 28-11-2007