Kenneth Branagh gæster Copenhagen International Film Festival
Den oscar-nominerede instruktør og skuespiller, Kenneth Branagh, gæster årets filmfestival.
Kenneth Branaghs film Dobbeltspil (Sleuth) afrunder årets filmfestival ved Galla-prisuddelingen lørdag den 29. september i det genåbnede Scala, men
allerede torsdag den 27. september kl. 21.30 har publikum mulighed for at se filmen og møde instruktøren i Dagmar.
Dobbeltspil (Sleuth) er en eksplosiv cocktail af talent med Michael Caine og Jude Law i hovedrollerne og selveste Harold Pinter som
manuskriptforfatter i en begavet nyfortolkning af Anthony Shaffers klassiske stykke. Millionæren Andrew Wyke (Caine) skriver bøger om mordere og
mysterier, indtil han en dag tester sine udspekulerede påfund i den virkelige verden. Det bliver på konens unge elsker, Milo Tindle (Law). Konen sender
Tindle til Wyke for at afklare skilsmissen, og han lader ikke til at have det mindste imod den idé. Tindle skal blot lige hjælpe ham med at fingere et
indbrud. Herfra går intet som forventet, og de indleder et indviklet, grotesk og dødsensfarligt spil, der er lige så skræmmende som det er bidende
satirisk.
Dobbeltspil (Sleuth) har dansk premiere den 30. november. Filmen distribueres af Walt Disney Studios Motion Pictures/Sony.
Den oscar-nominerede Kenneth Branagh er især kendt for sine Shakespeare-filmatiseringer, bl.a. Henry V (1989), Much Ado About Nothing (1993), Hamlet
(1996) og As You Like It (2005) med Kevin Kline og Bryce Dallas Howard. Han har senest skrevet og instrueret den kritikerroste filmversion af Mozarts
Tryllefløjten (2006).
Kilde: Copenhagen International Film Festival
Dato: 28-08-2007