NYHEDER

Copenhagen International Film Festival lancerer årets filmprogram den 2. september

Copenhagen International Film Festival lancerer årets filmprogram med biografisk drama og zombie-gys søndag den 2. september.

I Dagmar og CinemaxX kan publikum den 2. september se film, nyde en gratis festivaldrink og læse årets programavis før alle andre. Med drama og gys i kroppen, leveret i form af filmene "A Mighty Heart" og "28 uger senere", kan publikum forberede ti dage med europæiske filmoplevelser.

Som de to meget forskellige lanceringsfilm spejler årets filmprogram Europas mange ansigter og byder blandt andet på historiske storfilm, psykologiske thrillere, drama-dokumentarer og kærlighed i alle afskygninger. Festivalen præsenterer et bredt filmudvalg fra både de store filmlande Frankrig, Tyskland og Spanien og mere forsømte nationer som Italien, Rusland, Belgien, Tyrkiet, Israel og Østrig.

Ved programlanceringen kan publikum også se årets festivalfilm, der er instrueret af Nikolaj Lie Kaas.

Billetter til programlanceringen kan købes i Dagmar og Cinemaxx eller på www.dagmar.dk og www.cinemaxx.dk. Billetpris: 65 kr.

Programavisen vil være at finde i Københavns biografer og Magasins butikker fra mandag den 3. september, ligesom filmprogrammet vil blive offentliggjort på www.copenhagenfilmfestival.com fra den 3. september. Samme dag åbnes billetsalget til samtlige filmvisninger på www.copenhagenfilmfestival.com og i de enkelte biografer. Billetprisen for en festivalfilm er 75 kr., et rabatkort med seks billetter koster 390 kr. og et filmpas koster 595 kr.

 

Kilde: Copenhagen International Film Festival
Dato: 17-08-2007