Magasin du Nord indgår innovativt sponsorat af Copenhagen International Film Festival
Fire måneder før afviklingen af årets filmfestival den 20.- 30. september 2007 kan Copenhagen International Film
Festival nu præsentere Magasin du Nord som ny Officiel Partner. Samarbejdet mellem Copenhagen International Film Festival og
Magasin du Nord er solidt funderet i strategiske sammenhænge og sammenfald i begge parters værdigrundlag og målgrupper, og
er baseret på at skabe mest mulig værdi for begge parter. Copenhagen International Film Festival og Magasin ønsker begge at
indgå i et flerårigt partnerskab og ser dette første år som en start på et solidt og længerevarende samarbejde omkring
filmfestivalen.
”Vi er meget glade for det nye samarbejde med Copenhagen International Film Festival, og vi vil lægge et stort engagement
i at være med til at skabe opmærksomhed om den store og vigtige kulturbegivenhed, som Copenhagen International Film Festival
jo er. For os handler det ikke bare om at støtte festivalen økonomisk. Vi ønsker et aktivt samarbejde både før, under og
efter festivalen, der kommer alle filmelskere – og deriblandt selvfølgelig også vores kunder – til gode”, siger kommerciel
direktør i Magasin Henrik Kaas og fortsætter: ”Vi ser en helt klar sammenhæng mellem fashion og film, og samarbejdet falder
i øvrigt fint i tråd med vores efterårskampagne, hvor vi blandt andet vil lade os inspirere af samarbejdet i vores
udsmykning af forretningerne landet over. I Magasin vil vi give vores kunder en særlig oplevelse med hjem – og det vil de
selvfølgelig i høj grad få under filmfestivalen i september. Vi har allerede mange spændende tiltag på plads: blandt andet
kommer vi på Girls’ Night Out den 27. september til at lave en masse unikke aktiviteter omkring premieren på en fantastisk
dokumentarfilm om en berømt international modeskaber – det afslører vi mere om, når festivalen nærmer sig.”
Copenhagen International Film Festivals program lanceres d. 1.- 2. september med filmevents i udvalgte biografer, og fra
mandag d. 3. september kan man hente festivalens programavis i alle Magasin forretninger: Kgs. Nytorv, Field’s, Lyngby,
Rødovre, Odense og Århus. I Magasins kundeservice kan man købe det Filmpas, der giver ubegrænset adgang til alle de film,
festivalen viser, samt rabatkort og billetter til events under festivalen. Derudover bliver Magasin centrum for en del af
de aktiviteter, der finder sted under festivalen – allerede nu påtænkes det at afvikle et pressemøde med præsentation af
festivalens internationale jury samt en eller flere Master Classes i Magasins unikke lokaler, bl.a. Master Class og
tilhørende udstilling med Lin Utzon, der står bag skabelsen af Copenhagen International Film Festival prisen ”The Golden
Swan”. Og man kommer selvfølgelig til at kunne følge de vigtigste begivenheder på festivalen via tv-skærme i forretningerne.
Danmarks internationale filmfestival strækker sig over 10 dage og har fokus på europæiske film og filmskabere.
Festivalens program er stadig i planlægningsfasen, men det kommer til at indeholde verdenspremierer på nye danske film,
forpremierer på storslåede europæiske film og mulighed for at se mange af de unikke og skønne film, der produceres i Europa,
men som ikke kommer i dansk distribution. Som den eneste festival i Danmark har Copenhagen International Film Festival en
international fagligt funderet jury, der under festivalen vurderer de udvalgte spillefilm, som konkurrerer om en af de 6
”Golden Swans”, der uddeles ved et storslået gallashow lørdag d. 29. september.
Læs mere om festivalen på www.copenhagenfilmfestival.com
Kilde: Copenhagen International Film Festival
Dato: 19-06-2007