NYHEDER

Copenhagen International Film Festival er over os

På torsdag den 21. september går tæppet for den fjerde udgave af Copenhagen International Film Festival. Det tætpakkede filmprogram er klar folde sig ud i biograferne, de første forestillinger er allerede udsolgt og byen vil være fuld af spændende internationale gæster. Nedenfor har vi samlet en række highlights...

Tysk Dag
På festivalens Tyske Dag i Dagmar vil man blandt andet kunne møde tysk films helt store stjerne for tiden, Martina Gedeck, som medvirker i hele tre af festivalens film - Summer '04 og The Elementary Particles samt konkurrencefilmen De andres liv.

Frears er kongen
Master Class med den engelske instruktør Stephen Frears, hvis spritnye film The Queen netop er blevet vist under Venedig festivalen under anmelderjubel, og hvor Hellen Mirren vandt som bedste skuespillerinde. Der er desuden en eksklusiv visning af The Queen i Grand Teatret den 22. september kl. 21.30 i samarbejde med filmens danske distributør Sandrew Metronome. Stephen Frears vil selv være til stede og introducere filmen.

Events med danske film
Fidibus - ved visningen i Palads den 25/9 vil både instruktør Hella Joof og skuespillerne Rudi Køhnke, Jonathan Spang og Lena Maria Christensen være til stede. Ved den efterfølgende koncert i Pumpehuset er der underholdning med artister og DJ's fra filmens soundtrack.

Fransk Dag
Kom til Fransk Dag i Grand og mød franske filmskabere som f.eks. skuespillere og instruktøren Albert Dupontel (En meget lang forlovelse).

Pilgrimmen Tommy Kenter
Er man interesseret i den nu berømte pilgrimsfærd i det nordlige Spanien til Santiago di Compostella, er den franske dramakomedie Start Walking det rigtige sted at starte. Tommy Kenter introducerer filmen fredag d. 22.9 kl. 19 i CinemaxX og vil ved samme lejlighed fortælle om sine egne erfaringer med sin egen syv ugers tur af den rute sidste år.

Journals of Knud Rasmussen
Ved midtvejs-gallaen i Empire den 25/9 vil Kim Bodnia og en lang række optrædende fra Grønland skabe en helt unik stemning omkring denne originale canadisk-danske co-produktion. Desuden vil den canadiske ambassadør byde velkommen til publikum.

 

Kilde: Copenhagen International Film Festival
Dato: 20-09-2006