Dansk festival viser de bedste film fra Europa
Mandag blev det afsløret, hvilke film der dyster om årets eftertragtede European Film Awards, og blandt titlerne er
overvældende mange film, som i Danmark kun kan opleves på dette års Copenhagen International Film Festival.
Filmene er så forskellige i genrer, som de er i nationalitet, og festivalens konkurrenceprogram er stærkt repræsenteret
med film, som er på European Film Academys liste. Bl.a. kan man se film som den sort-humoristiske 12:08 East Of Bucharest
fra Rumænien, familiedramaet Along The Ridge fra Italien, den Kafkaske The Bothersome Man fra Norge, Stasi-filmen De Andres
Liv (Das Leben der Anderen) fra Tyskland samt den spanske Princesses om det barske liv som prostitueret.
Blandt de udvalgte film finder man også tre meget forskellige krigsfilm, fra den russiske storfilm om krigen i
Afghanistan, 9th Company, til den franske krigsfilm Days of Glory om de Nordafrikanske soldaters indsats under 2.
Verdenskrig og den prisvindende Flanders om krigen i Irak.
Fra festivalens Masters-serie finder vi også store Europæiske filmskabere som italienske Nanni Moretti (Il Caimano - mig
og Berlusconi) og engelske Ken Loach (Vinden, der ryster kornet), men også to film fra debutant serien New Perspectives er
blevet udvalgt, den østrigske You Bet Your Life og den islandsk-danske Thicker Than Water.
Af andre titler, som er indstillet til European Film Awards og som kan opleves på festivalen, er den finske Mother Of
Mine, den ungarske White Palms, den russiske Garpastum, den israelske Close to Home, den bulgarskeLady Zee, den italienske
Crime Novel, den bosniske Grbavica, den franske The Science of Sleep, den tyske Summer ´04, den tjekkiske Something Like
Happiness og den spanske The Secret Life of Words.
Bemærk at langt de fleste af disse film ikke vil få dansk biografpremiere og derfor kun kan opleves på festivalen.
Kilde: Copenhagen International Film Festival
Dato: 12-09-2006