Nyt skandinavisk DVD-selskab, med danske rødder, er stiftet!
Another World Entertainment ApS er et nyt skandinavisk filmselskab, som er stiftet pr. 1. februar 2006. AWE har som
målsætning at udsende et bredt udvalg af brogede og til tider "skæve" film på DVD. AWE lader sig dog ikke begrænse i valget
af genrer eller film og selv om kataloget i opstartsfasen baseres på klassiske eller berygtede gysere og thrillers, vil
fremtiden bringe udgivelser med helt andre udtryk. Fælles for selskabets udgivelser er at de begrundes i en målsætning om,
at sikre forbrugerne unikke og gennemarbejdede produkter ved at tage udgangspunkt i komplette og restaurerede masters.
Samtidig opererer AWE med en meget forbrugervenlig prispolitik, således at selskabets produkter appelerer til såvel den
brede masse af forbrugere, som den enkelte fan af de forskellige genrer og film.
De første titler, som selskabet har sendt på gaden, er den i splatterkredse legendariske "Kannibal Massakren" (org:
"Cannibal Holocaust"), zombie-mesterværket "Rædslernes Hotel" (org: "The Beyond") og den intense thriller "Dødens Puslespil"
(org: "Puzzle"). Disse udgivelser vil snarest blive fulgt op af andre titler, som vil spænde endnu bredere i deres udtryk.
Bl.a vil AWE udsende adventure-filmen "Kannibalernes Dronning" (org: "Mountain of the Cannibal God") med Hollywood-stjernen
Stacy Keach og den tidligere Bond-pige Ursula Andress i hovedrollerne. Men udover horror-, kannibal- og giallofilm, vil
Another World Entertainment også satse på at udgive ”glemte” skandinaviske film. Alle udgivelser er rettet mod det
skandinaviske marked og vil blive tekstet på dansk, svensk, norsk og finsk.
Den daglige drift i selskabet administreres af Jan Schmidt og Kenneth Eriksen, der bringer erfaringer og know-how med sig
fra vidt forskellige baggrunde.
Jan Schmidt (42) har siden 1984 været beskæftiget i musikbranchen med import og distribution. Først via selskabet Pingo
og senere via den danske afdeling af det norske firma Voices Music & Entertainment (VME). Sideløbende har han drevet April
Records der har udsendt snart 80 albums. Jan Schmidt har alle dage været stor film-entusiast og i 2004 startede han i
VME-regi med at importere og distribuere film. På den måde kom han i kontakt med Kenneth Eriksen og hans internetshop
Absurd-Online. Jan Schmidt blev hurtigt klar over at film-importen absolut havde sine begrænsninger, da 98% af de
importerede film ikke havde danske undertekster, og det var en skam da mange af titlerne fortjente at komme en bredere
distribution. Og efter adskillige telefonsamtaler med Kenneth Eriksen begyndte idéerne om Another World Entertainment at
blomstre. En klassiker som f.eks. ”Cannibal Holocaust” fandtes ikke på det skandinaviske marked på DVD med nordisk
tekstning. Det måtte der gøres noget ved, og dermed var Another World Entertainment en realitet som et firma med Jan
Schmidt, Kenneth Eriksen og VME som ejere.
Kenneth Eriksen (33) har været engageret i filmmiljøet siden 1991, hvor han opdagede glæden ved de mere skæve og obskure
filmgenrer. Siden har Kenneth deltaget i ovennævnte miljø som skribent for fanzines som Lars von Hegnets kultiske "Bloody
Darlings" og Jesper Moerchs "Scatter", ligesom han i slutningen af 90'erne var redaktør på filmmagasinet "Absurd". Han har
desuden lavet research for flere udenlandske publikationer, som "Art of Darkness" (FABPress, 2002) omhandlende den kendte
instruktør Dario Argento og "Beyond Terror" (FAB Press, 2002) der analyserer Lucio Fulcis filmiske meritter. Kenneth Eriksen
har siden 2001, med stor succes, drevet internetshoppen Absurd-Online.dk, der handler med DVD og bøger omhandlende de
fantastiske genrer. Absurd-Online har med tiden udviklet sig til en af de førende specialbutikker i Europa - symboliseret
ved kåringen som bedste europæiske forhandler 5 år i træk hos undergrundens smagsdommere SGM. Kenneth vil naturligvis tage
sine erfaringer og kontakter fra filmmiljøet med sig over i AWE, hvor han fortsat vil basere sit arbejde på det som
kendetegner ham: engagement, know-how og en begejstring for de "skæve" og mere obskure film.
Jan Schmidt og Kenneth Eriksens mål med den daglige drift er at konsolidere AWE som en stærk player på det skandinaviske
marked - en player der er leveringsdygtig i produkter, som, udover deres interessante og ofte brogede indhold, er af
ypperlig kvalitet med unikt grafisk design.
Læs mere om Another World Entertainment på www.anotherworldent.com .
Kilde: Another World Entertainment
Dato: 02-08-2006