Filmkanon i Cinemateket
Kulturministeriet nedsatte i 2005 syv udvalg, der hver fik til opgave at udpege 12 danske værker, som ”i særlig høj grad
har kunnet give kunstneriske oplevelser til stadig nye generationer”. Filmudvalget kom hurtigt frem til et centralt
kriterium: Filmene skulle – i fiktionens optik – afspejle det danske samfund.
Cinemateket præsenterer filmkanonen over 10 eftermiddage i perioden 18.-31. maj. Filmene introduceres med et kort oplæg
(se liste over oplægsholdere ved de enkelte visninger). Alle film vises i engelsk-tekstede versioner. Fri entré.
Filmkanonen består af værker, der skildrer menneskers handlinger og følelser på baggrund af de historiske og sociale
forhold, de er rammet ind af. Det er småt med genreøvelser og skabelondramaer. Således går der en lige linie fra
småborgerskabets opsparede aggressioner i Carl Th. Dreyers ’Du skal ære din Hustru’ (1925) til den misbrugte søns offentlige
opgør med sin patriarkalske far i Thomas Vinterbergs dogmefilm ’Festen’ (1998). Imellem disse poler får vi indblik i mange
kroge af den danske virkelighed: 1600-tallets præstemiljø (’Vredens Dag’); daglejernes og immigranternes Bornholm i
begyndelsen af 1900-tallet (’Pelle Erobreren’); pubertetens hverdagsåbenbaringer i Århus anno cirka 1960 (’Kundskabens
træ’). Selv listens mest eskapistiske indslag, animationsfilmen ’Bennys badekar’, er præget af en socialrealistisk
klangbund.
Program:
18. maj, kl 14 ... SOLDATEN OG JENNY / Johan Jacobsen 1947
(oplæg: forfilm af Brian Petersen om filmen)
19. maj, kl 14 ... BABETTES GÆSTEBUD / Gabriel Axel 1987
(oplæg: Claus Kjær, programred., Cinemateket)
20. maj, kl 12 ... KUNDSKABENS TRÆ / Nils Malmros 1981
(oplæg: Rasmus Brendstrup, programred., Cinemateket)
21. maj, kl 12 ... BENNYS BADEKAR / Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller 1971
(oplæg: Jesper Andersen, programred., Cinemateket)
23. maj, kl 14 ... DITTE MENNESKEBARN / Bjarne Henning-Jensen 1946
(oplæg: Henrik Yde, dr. phil i litteraturhistorie)
24. maj, kl 14 ... PELLE EROBREREN / Bille August 1987
(oplæg: Henrik Yde, dr. phil i litteraturhistorie)
26. maj, kl 14 ... DU SKAL ÆRE DIN HUSTRU / Carl Th. Dreyer 1925
(oplæg: Casper Tybjerg, cand.phil, ph.d i filmvidenskab)
27. maj, kl 12 ... VREDENS DAG / Carl Th. Dreyer 1943
(oplæg: Casper Tybjerg, cand.phil, ph.d i filmvidenskab)
30. maj, kl 14 ... SULT / Henning Carlsen 1966
(oplæg Henning Kristiansen, filmfotograf, på bl.a. ’Sult’)
31. maj, kl 14 ... FESTEN / Thomas Vinterberg 1998
(oplæg: Vinca Wiedemann, kunstnerisk leder af DFI’s Talentudviklingsordning. Medlem af kanon-udvalget)
(Tv-serien ’Matador’ (1978-82) har måttet vige af tidshensyn, og Lars von Trier har frabedt sig, at 'Idioterne' (1998)
vises i kanon-sammenhæng).
Kilde: Cinemateket
Dato: 05-05-2006