NYHEDER

Millioner af danskere skal se reklamer i biografens foyer

Dansk Reklame Film og Nordisk Film Biografer præsenterer om kort tid et nyt reklamemedie – FoyerSpot - der på storskærme i 13 biografcentre vil henvende sig til det kæmpemæssige publikum, der hvert år nyder de store oplevelser i mørket. Dansk film fejrer store succeser, publikum strømmer i biograferne – og annoncørerne følger efter. Samtidig er biograferne blevet et sted, hvor man får oplevelser ud over selve filmen. Over en årrække har biografens foyer ændret sig fra at være en lille billetluge i et beskedent lokale til at være et indbydende cafémiljø, hvor gæsterne i ro og mag slapper af og hygger sig, inden de skal se film. Det gør foyeren til et oplagt reklamemedie.


Imperial i København har med succes testet FoyerSpot i en periode.

En biografgæst bruger i gennemsnit 25 minutter i foyeren, inden filmen begynder. Tre ud af fire er i biografen mere end et kvarter før filmen går i gang. Og hele 95% af biografgæsterne opholder sig mere end 5 minutter i foyeren. Det viser en undersøgelse, som Nordisk Film Biografer netop har foretaget. Undersøgelsen viser også, at 91% af biografgæsterne lægger mærke til fladskærmene, samt at 63% af biografgængerne kan huske mindst én af de reklamefilm, der er blevet vist.

Ifølge tal fra Det Danske Filminstitut blev der sidste år solgt over 12 millioner biografbilletter herhjemme, hvoraf Nordisk Film Biografer solgte omkring halvdelen. - Med FoyerSpot er det muligt at komme i kontakt med omkring halvdelen af de danske biografgængere, fortæller salgschef Andreas Raaschou, Dansk Reklame Film, der formidler biografreklamer herhjemme. - Analyser viser, at biografpublikummet er en interessant målgruppe, der kan beskrives som unge, nysgerrige og købedygtige forbrugere. En målgruppe, der er svær at ramme lige så præcist med andre medier. Det er således en meget stor og meget veldefineret gruppe, annoncørerne henvender sig til. FoyerSpot bliver vist i sløjfer af 15 minutter, der består af 12 minutters filmtrailers og 3 minutters reklamefilm. Der vises skiftevis en trailer og derefter en reklamefilm. - FoyerSpot kan benyttes som selvstændigt reklamemedie, men vi forventer, at de fleste af annoncørerne vil kombinere FoyerSpot med traditionelle biografreklamer, Film Guide eller med sampling-aktiviteter i foyeren.

FoyerSpot bliver vist på 64 skærme i 13 af Nordisk Film Biografer, der ligger i de større byer over hele landet. Nordisk Film Biografer har valgt Sony som leverandør af skærmene, der er på fra 32” til 47”. Herudover er der enkelte meget store skærme, der fylder en hel væg. Teknikken betegner Dansk Reklame Films salgschef som ”State-of-the-Art”. - Vi har ventet, til kvaliteten var i top, så vi nu kan give publikum den optimale billed- og lydoplevelse, forklarer Andreas Raaschou.

Dansk Reklame Film glæder sig til at kunne præsentere FoyerSpot i Nordisk Film Biografer. Og kan dermed udvide sit udsagn til: Reklamer skal ses i biografen - og nu også i foyeren!

 

Kilde: Dansk Reklame Film
Dato: 03-05-2006