Støtte til spillefilm af Simon Staho
Det Danske Filminstitut har ydet støtte til en ny film "Daisy Diamond", der skal instrueres af Simon Staho, som tidligere
har stået bag filmene "Dag og Nat" og "Bang Bang Orangutang". Filmen produceres af XX Film i samarbejde med Tju-Bang Film,
Zentropa Entertainments og Sonet Film. Manuskriptet er skrevet af Peter Asmussen og Simon Staho.
"Daisy Diamond" er en kærlighedshistorie om Anna, der kun har én drøm - at blive skuespillerinde. Uden at fortælle det
til sin stenrige familie rejser Anna til København for at forfølge sin hemmelige drøm. Men skæbnen vil Anna det anderledes,
da hun bliver gravid og mor til en lille pige. Anna kæmper for at give sin datter en god start på livet, men kampen for at
forene skuespillerdrømmen med trygge og kærlige rammer for sin familie mislykkes - og kulminerer i en skæbnesvanger
handling, som får uoverskuelige konsekvenser for Anna og hendes datter.
Sofie Gråbøl, Trine Dyrholm, Beate Bille, Charlotte Munck, Stine Stengade, Sonja Richter, Lars Kaalund, Thure Lindhardt,
Jens Albinus, Bent Mejding, Lotte Andersen, Laura Drasbæk, Kirsten Olesen, Bodil Jørgensen, Mikael Birkkjær og David Dencik
udgør sammen med svenske Noomi Rapace den imponerende rolleliste.
Eric Kress skal fotografere filmen, Janus Billeskov Jensen skal klippe den, og Joakim Holbek skal komponere musikken.
Filmen har modtaget 6 mio. kr. i produktionsstøtte ved konsulent Nikolaj Scherfig. Den distribueres af SF Film og får
premiere i 2007.
Kilde: Det Danske Filminstitut
Dato: 03-05-2006