Texas Chainsaw Massacre

Med Jessica Biel, Jonathan Tucker, Eric Balfour, Andrew Bryniarski.

En flok teenagere er på vej i bil gennem Texas. Undervejs samler de en blodig og forvirret blaffer op. Da hun opdager, at de kører i den retning, som hun kom fra, bliver hun helt panisk, og lige pludselig skyder hun sig selv. De unge mennesker tilkalder den lokale sherif, der dukker op, men opfører sig meget besynderligt. Han tror ikke på deres forklaring og tager en af fyrene med på stationen. De andre bliver tilbage, og to af dem beslutter sig for at søge hjælp. De begiver sig rundt i området, der er beboet af mærkelige mennesker. I et af husene bor en gammel mand, der sidder i rullestol. Han er ganske ufarlig, men hans barnebarn, der bor i kælderen, har en motorsav og et skræmmende øgenavn: Leatherface...

I Biograferne:21 November 2003
VHS Leje:4 Maj 2004
VHS Købe:...
DVD Leje:4 Maj 2004
DVD Købe:4 Maj 2004
Blu-Ray:13 April 2010
Links: Officiel Hjemmeside

 

Den 20. august 1973 blev politiet sendt ud til en afsidesliggende gård. Dens ejer, Thomas Hewitt, havde tidligere arbejdet på det lokale slagteri i Travis County, Texas. I det gådefulde hjem fandt de resterne af 33 slagtede mennesker: en rystende opdagelse, der chokerede og forskrækkede hele nationen – og stadig omtales som den mest notoriske sag om en massemorder nogensinde. Thomas Hewitt selv svingede motorsaven rundt og var iført en grotesk maske af huden fra sine ofre – og hans grufulde gerninger gjorde ham berømt, da de sensationelle overskrifter kom på forsiderne af alle Texas’ aviser: ”Rædslernes hus lammer nationen – massakre i Texas”.

De lokale myndigheder skød manden med lædermasken og bekendtgjorde, at de havde dræbt ham. Derefter blev sagen hurtigt afsluttet, men i de efterfølgende år påstod mange, der var tæt på de skrækkelige mord, at politiet havde forkludret undersøgelserne og dræbt den forkerte mand.

For første gang har den eneste overlevende fra myrderierne brudt tavsheden for at fortælle den virkelige historie om, hvad der skete på landevejen i Texas, da en gruppe med 5 unge mennesker uforvarende blev angrebet af en mand med en motorsav, der efterlod sig et spor af blod og terror, der for evigt ville blive kendt under navnet ”The Texas Chainsaw Massacre”.

Inspireret af den klassiske film af samme navn fra 1974 vises nu historien om de 5 teenagere, der er på vej i bil gennem Texas. Undervejs samler de en blodig og forvirret blaffer op. Hun fortæller – om end noget usammenhængende – at hun aftenen før er blevet angrebet med et eller andet våben af en eller anden person. Da pigen opdager, at de kører i den retning, som hun kom fra, bliver hun helt panisk, og lige pludselig skyder hun sig selv.

De unge mennesker tilkalder den lokale sherif, der dukker op, men opfører sig meget besynderligt. Han tror ikke på deres forklaring og tager en af fyrene med på stationen. De andre bliver tilbage, og to af dem beslutter sig for at søge hjælp. De begiver sig rundt i området, der er beboet af mærkelige mennesker.

De banker på i et af husene. Her sidder en gammel, sær mand i rullestol. Men han er ikke alene i huset. Nede i kælderen bor Leatherface. Hans yndlingsvåben er en motorsav... Motorsavsmassakren er begyndt!

 


Foto: Sandrew Metronome Filmdistribution.

 

BAG FILMEN

Den originale ”The Texas Chainsaw Massacre” opnåede enorm succes, efter at den med sin nervepirrende realisme i 1974 for første gang chokerede og forbløffede publikum. Den grusomme historie, inspireret af en virkelig historie, bliver af mange betragtet som en af de største thrillers nogensinde, og et landemærke, der siden hen har givet inspiration til utallige andre film. Selv om filmen blev lavet på et budget på mindre end 150.000$, har den indspillet mere end 100 millioner $ verden over og etableret sig selv som en kultklassiker for de mange fans. Gennem billedet af den truende, onde hovedperson ”Leatherface” er filmen blevet ét af populærkulturens ikoner. Karakteren er en af de mest genkendelige blandt de klassiske forbrydere, og filmen er blevet sammenligningrundlaget for alle moderne horror-film.

2003-udgaven af ”The Texas Chainsaw Massacre” er produktionsselskabet Platinum Dunes første film. Selskabet er en joint venture mellem Michael Bay og Radar Pictures, og en af bevæggrundene til at lave filmen var ifølge dem, at de mange efterfølgere til den originale film ikke gjorde forgængeren ret: ”Den største misforståelse af den originale film er, at den er ekstremt bloddryppende”, forklarer en af producenterne, Brad Fuller, ”Den indeholder virkelig mange foruroligende elementer, men kun korte øjeblikke med blod. Den var i højere grad forfærdende på det forestillingsmæssige plan end på det visuelle plan”.

Folkene bag filmen besluttede sig for at optage filmen samme sted, som originalen i sin tid blev optaget: I Texas. Hewitt-huset, som Leatherface og hans familie holder til i, er et gammelt hus fra 1854. Huset blev oprindeligt bygget i en campus i forbindelse med University of Texas, men blev i 1930’erne flyttet ud som landejendom på en mark i Taylor, Texas. Inden optagelserne til filmen begyndte, havde det store hus stået tomt siden 1960’erne, og holdet fandt regninger og papirer helt tilbage fra 1920’erne i huset. Mange af husets møbler var omtrent ligeså gamle, og de blev stående under optagelserne. Filmens instruktør Marcus Nispel fortæller, at kulisserne på mange måde definerer, hvad der er uhyggeligt i en film: ”Når folk tænker på filmhuse fra uhyggelige film, tænker de på husene i ”Psycho”, ”The Amityville House” og ”Ondskabens Øjne”. Disse huse har ætset sig ind i folks kollektive hukommelse, og vi håber på, at Hewitt-huset vil gøre det samme”.

”The Texas Chainsaw Massacre” blev optaget på 39 dage. Inden for denne tidsramme skulle filmholdet bruge ikke mindre end 25 forskellige locations. Men det fandt de uden problemer i Texas. Til gengæld satte vejret dem på en hård prøve. Instruktøren Marcus Nispel fortæller: ”Enten var det frygteligt varmt, eller også optog vi om natten, hvor det øs-regnede. Men hvad enten vi stod i mudder til anklerne eller i regn en hel nat, påvirkede det skuespillernes præstation i en positiv retning. Til slut i optagelserne havde Jessica mistet stemmen af at skrige, og hendes øjne var hævede af infektioner og af at græde. Når man kombinerer sådan nogle forhold med de fantastiske skuespillerpræstationer, giver det filmen et skær af realisme, der fanger publikum og får dem til at føle, at de er en del af en rædselsvækkende rejse ind i mørket”.

 


Foto: Sandrew Metronome Filmdistribution.

 

MEDVIRKENDE

Erin...Jessica Biel
Morgan...Jonathan Tucker
Pepper...Erica Leehrsen
Andy...Mike Vogel
Kemper...Eric Balfour
Jedidiah...David Dorfman
R. Lee Ermey...Sherif Hoyt
Blaffer...Lauren German
Thomas Hewitt/Leatherface...Andrew Bryniarski
Gamle Monty...Terrence Ewans
Luda May...Marietta Marich
Henrietta...Heather Kafka

 

til toppen af siden