Stor Ståhaj

(SHARK TALE) Tegnefilm. Danske stemmer af Casper Christensen, Iben Hjejle, Dick Kaysø.

”Stor Ståhaj” er en ny animeret komedie, der giver mafia-udtrykket ’at sove med fiskene’ en helt ny mening. Her er det nemlig hajerne, der skummer fløden under ledelse af den grumme Don Lino. Han har dog sine problemer med arvefølgen: Lenny er blød som en skumdelfin, og Frankie har lige fået noget meget hårdt i hovedet. Den lille fisk, Oscar, der er langt nede i fødekæden, tager nu æren for at have slået Frankie ihjel, og Lenny må ud for at hævne sin bror. Imidlertid er Lenny god nok på bunden – faktisk er han vegetar, så han slår sig sammen med Oscar om at bevare illusionen om, at Oscar er ’Hajdræberen’, mens han selv går under jorden (!) som delfin. Så kommer Oscar for alvor til tops, hvor han endelig kan betale sin gæld til den søde Angie, men hvor han også bliver fristet af den labre lille slørhale, Lola. Oscar når dog næppe at blive splittet mellem de to gode sild, før han må leve op til sit nye ry. Don Lino har sat Oscar på menuen... Bølgerne går højt på koralrevet i DreamWorks nye tegnefilm, hvor Robert De Niro lægger stemme til Don Lino og Will Smith til Oscar. Renée Zellweger og Angelina Jolie er de to sild, der kæmper om Oscars hjerte, mens Jack Black spiller den blide haj Lenny. ”Stor Ståhaj”, der er instrueret af Vicky Jenson, som også stod bag ”Shrek”, præsenteres også med danske stemmer.

I Biograferne:17 December 2004
VHS Leje:6 April 2005
VHS Købe:6 April 2005
DVD Leje:6 April 2005
DVD Købe:6 April 2005
Links:...

 


Foto: UIP.


Foto: UIP.