Ringenes Herre - Eventyret Om Ringen

Med Elijah Wood, Ian Holm, Ian McKellen, Liv Tyler, Viggo Mortensen, Cate Blanchett.

Baseret på J.R.R. Tolkiens banebrydende trilogi, RINGENES HERRE, kommer nu den første del EVENTYRET OM RINGEN. Hobitten Frodo Sækker er en lidt sky, fredselskende lille person, der arver en mystisk guldring af sin ældre onkel, Bilbo. Det viser sig, at ringen besidder magiske evner, og den, der har den i sin besiddelse, kan regere verden. Dét ved den onde troldmand, Saruman, der ikke viger tilbage for nogen eller noget i sin besættelse af at besidde RINGEN. En gruppe vise mænd beslutter, at det eneste håb er at destruere ringen, og Frodo og hans lille gruppe venner begiver sig ud på deres farlige færd. Menneskehedens frihed ligger nu i deres små hænder.

I Biograferne:19 December 2001 / 13 December 2002 (Repremiere)
VHS Leje:6 August 2002 / 12 November 2002 (Special Extended Edition)
VHS Købe:6 August 2002 / 12 November 2002 (Special Extended Edition)
DVD Leje:6 August 2002 / 12 November 2002 (Special Extended Edition)
DVD Købe:6 August 2002 / 12 November 2002 (Special Extended Edition)
Blu-Ray:6 April 2010
Links:...

 

Ringenes Herre: Eventyret Om Ringen udkommer i to vidt forskellige versioner på både DVD og VHS første gang den 6. august og igen den 12. november 2002.

Biografversion den 6. august.
Den 6. august udsendes den prisbelønnede biografversion af filmen på DVD og VHS. DVD’en, som er en dobbelt DVD, indeholder en af filmhistoriens mest ventede “smugkig”, nemlig et ti min. langt “bag kameraet” på næste opus i trilogien - Ringenes Herre: De To Tårne - næsten fire måneder før biograf-premieren den 18. december. DVD’en indeholder også over to timers ekstra materiale.

Special Extended Edition den 12. november.
En “Special Extended Edition” af filmen udsendes den 12. november. Filmen indeholder over 30 min. ekstra film og bliver udsendt på både DVD og VHS. Det forventes at filmen vil få 15 år i censur i modsætning til den originale biografversion, som havde 11 år. Den specielle forlængede DVD udgave af filmen, indeholder fire DVD’er, hvor filmen udgør de to og ekstra materialerne de andre to. Næsten seks timers ekstra materiale er produceret specielt til denne ugivelse som inviterer sit publikum ind i Peter Jacksons komplekse og eventyrlige Midgård. Se hvordan det hele er skabt, og hvordan Tolkiens uforlignelige univers kom til live.

Den specielle DVD udgivelse bliver samme dag også udsendt i en gavepakning i et begrænset oplag, designet af den verdensberømte Tolkien illustratør Alan Lee. I boksen findes to unikke “bogstøtter” designet af Slideshow Weta, som ligeledes har stået for de prisbelønnede visual effects i filmen.

 

 

Én ring er over dem alle. Én ring kan finde de andre. Én ring kan bringe dem alle, i mørket lænke dem alle. I Mordors land, hvor skygger ruge.

I årtier har disse ord været kilden til uendelig inspiration og været det stof, drømme blev skabt af for mere end 100 millioner læsere over hele verden. Ordene så første gang dagens lys 1954, da J.R.R. Tolkiens Eventyret om Ringen udkom, som det første bind i den litterært banebrydende trilogi, Ringenes Herre. Tolkiens arbejde skulle vise sig at få stor indflydelse på generationer af læsere, og definerede for mange den evige kamp mellem det gode og det onde. Bogen blev i flere afstemninger omkring årtusindskiftet valgt som 'Århundredets roman'. Ringenes Herre skulle også vise sig at blive banebrydende for fantasy-genren med skabelsen af et fuldkommen nyt, detaljeret og næsten skræmmende troværdigt univers. Den introducerede ligeledes en helt ny slags helt, den fredselskende hobbit, Frodo Sækker, der fanges i en krig af mytiske proportioner i Midgård (Middle Earth), en verden fyldt af magi og sælsomme hændelser. Men mest af alt er Ringenes Herre en hyldest til loyalitet, venskab og individuelt mod; kvaliteter, der viser sig at holde stand imod selv mørkets allermest skræmmende kræfter.

Nu bringes dette legendariske univers, som Tolkien skabte, endelig til live på det store lærred i den største samlede filmproduktion nogensinde; Tolkiens spektakulære myter, landskaber og figurer har måttet vente i mere end fire årtier på, at den filmiske teknologi skulle nå et stade, hvor bøgernes magi kunne virkeliggøres. Alene opgavens størrelse ville kræve et menneske af ganske speciel støbning og enestående overblik, og et sådant menneske fandt man i den New Zealandsk fødte instruktør Peter Jackson, der med Ringenes Herre - som den første nogensinde - har gennemført at optage hele tre film på én gang, for dermed at fastholde Tolkiens visionære, episke beretning som en helhed.

Produktionen henlagdes til New Zealands pittoreske natur, der i sin mangfoldighed skulle vise sig tættest på Jacksons vision af Tolkiens univers, og optagelserne startede helt tilbage i slutningen af halvfemserne. Projektet udviklede sig rent logistisk i kompleksitet og størrelse som en militær operation i fuld skala med en hær af digitale troldmænd, eksperter i middelaldervåben, stenhuggere og skulptører, sproglærere, kostumedesignere, make-up designere, smede og modelbyggere ud over den internationale gruppe af stjerner, skuespillere og - bogstaveligt talt - tusindvis af statister. Alle var samlet i den gigantiske opgave at bringe deres fælles vision til live. Resultatet er blevet til tre separate film, der hver på sin vis kommer til at genoplive begrebet 'cliffhanger-film' for første gang i flere årtier.

Eventyret begynder i biografer over hele verden den 19. december 2001 med Eventyret om Ringen, der introducerer publikum for den magiske verden Midgård og dens indbyggere af Mennesker, Hobbitter, Elvere, Dværge, Troldmænd, Trolde og Orker. I denne første del af trilogien møder vi den generte, lidt sky yngre hobbit, Frodo Sækker, der arver en ring fra sin adoptivfar, gamle Bilbo Sækker. Men det er ikke hvilken som helst ring, det er selve Ringen, en magisk smedet guldring med ubegrænset magt, der vil kunne skænke Sauron, mørkets hersker i Mordor, magten til at herske over hele Midgård og slavebinde alle dets skabninger. Det eneste, der kan standse ham, er, hvis det lykkes Frodo og hans lille gruppe af trofaste venner at føre Ringen sikkert gennem Midgård til Dommedagsspalterne i dybet af Orodruin, Ildbjerget, hvor den i sin tid blev smedet, og der - i ondskabens hvidglødende hede - destruere den for altid. Men før de kommer så langt, skal de på en skræmmende rejse ind i fjendens område, der beherskes af Sarumans hær af frygtindgydende Orker og andre rædselsvækkende skabninger. Men det er ikke kun udefra kommende ondskab, der lægger hindringer i vejen for de modige lille gruppe, men også vennerne imellem begynder RINGENS snigende ondskab at skabe mistro og magtbegær... Historiens videre gang afhænger nu af Frodo og hans venners evne til at gennemføre den desperate, og tilsyneladende umulige opgave.

 

Medvirkende

Frodo Sækker...Elijah Wood
Bilbo Sækker...Ian Holm
Gandalf (Den Grå)...Ian McKellen
Arwen Undomiel...Liv Tyler
Aragorn (Traver)...Viggo Mortensen
Sam Gammegod...Sean Astin
Peregrin (Pippin) Toker...Billy Boyd
Meriadoc (Merry) Brændebuk...Dominic Monaghan
Galadriel...Cate Blanchett
Gimli...John Rhys-Davies
Legolas...Orlando Bloom
Elrond...Hugo Weaving
Boromir...Sean Bean
Sméagol (Gollum)...Andy Serkis
Saruman (Den Hvide)...Christopher Lee

 


(SET SOM SPECIAL EXTENDED DVD EDITION)

Spændende, smukt... genialt! – Jeg kan kun sige gode ting om ”Eventyret om ringen”. Det er en tidløs klassiker, som man kan se igen og igen. Special extended edition udgaven er simpelthen imponerende. Det nye ekstra materiale har om muligt kun gjort filmen bedre – og den føles virkelig 3 timer og 20 minutter ”kort”. De ekstra scener har naturligvis ikke ændret historien i filmen, men det er alligevel rart at få det hele med – også i forbindelse til de efterfølgende historier i de næste to film.

Eneste problem ved ”Eventyret om ringen” er at det jo kun er første del af trilogien og man længes efter resten af historien, men det løser sig jo med tiden... Som en stor del af landets befolkning ved, var det en stor oplevelse at se filmen på det store lærred i biografen, men filmen holder også klart til et gensyn på video, jeg vil anbefale special edition udgaven, så man også får set de ekstra scener.

DVD EKSTRA MATERIALE...

APPENDIX DEL 1 – FRA BOG TIL IDÉ

Dette er i høj grad filmholdets disk, hvor du får tonsvis af information om selve produktionen og arbejdet lavet før kameraet blev tændt. Disken har introduktion med Peter Jackson (instruktør).

  • J.R.R. Tolkien – Creator of Middle-earth
    En rigtig god introduktion til J.R.R. Tolkien, hvis du ikke kender hans bøger i forvejen. Fans af bøgerne vil sikkert finde det spændende at høre om manden bag historien.
  • From Book to Script
    Jeg fik et mindre chok da jeg hørte at Miramax faktisk havde forsøgt at overtale dem til at koge hele trilogien ned i én film. Heldigvis blev projektet overtaget af New Line, som ville have 3 film. I denne del er der hovedsageligt forklaringer til manuskriptet, feks. bliver det her forklaret hvorfor Arwen’s rolle er større i filmen end i bogen.
  • Visualizing the Story
    Interessant indslag, der forklarer det tekniske ved at lave storyboards osv. Men det kunne faktisk være om hvilken som helst stor film, og er ikke kun Ringenes Herre relateret. Der er nogle interessante klip af scener, som ikke kom med i filmen. Hvis du har interesse for processen op til optagelsen af filmen, vil disse indslag være særlig interessante.
  • Designing and Building Middle-earth
    Her er en grundig gennemgang af hele produktions designet og masser af flotte billeder fra New Zealand. Det er vildt at se, så stort et hold sidde og designe hele den verden i 2 år. Under dette punkt er der også adgang til en masse billeder fra design processen. Meget flot!
  • Middle-earth Atlas
    Sjov feature, hvor du bevæger dig rundt på et kort og kan se filmklip med hvad der er sket på de forskellige steder.
  • New Zealand as Middle-earth
    En gennemgang af de flotte locations i New Zealand. Der er virkelig smukt, man kan efterfølgende ikke forestille sig at det kunne være optaget andre steder.

    APPENDIX DEL 2 – FRA IDÉ TIL FILM

    Disk 2 dækker materiale fra selve indspilningen af filmen. Den har introduktion med Elijah Wood (Frodo).

  • Filming ”The Fellowship of the Ring”
    Felloship of the cast og de øvrige klip er nogen af de sjoveste klip blandt ekstra materialet. Her bliver det også afsløret at Viggo Mortensen faktisk ikke var castet som Aragon fra starten og hvordan han kom med i sidste øjeblik. Der er masser af små sjove historier fra indspilningen, fortalt af skuespillerne. Man får en fornemmelse af stemningen under optagelserne. Der er desuden masser af produktions billeder i dette menupunkt.
  • Visual Effects
    Nogle rimelig tekniske indslag, men temmelig interessante. Indeholder også masser af billeder. Især delen om Weta Digital syntes jeg var rigtig spændende.
  • Post Production: Putting It All Together
    De har virkelig haft meget film til rådighed og man får forståelse for at det har været svært at klippe fra. Dette punkt indeholder en fed mulighed for at se scenen hvor broderskabet bliver dannet fra seks forskellige kameraer, så kan man selv klippe scenen ved hjælp af dvd fjernbetjeningen. Genialt!
  • Digital Grading
    En god forklaring på farve processen, som helt klart var et godt valg til Ringenes Herre. Man kan tydeligt se at det bliver mere eventyragtigt med dette værktøj.
  • Sound and Music
    Efter min mening det mindst interessante indslag, men det byder på noget godt musik.
  • The Road Goes Ever On...
    En god lille afslutning på alt ekstra materialet.

    Næst efter bøgerne, som jo er ”Bibelen” inden for Tolkiens univers, så er denne dvd box et must for alle Ringenes Herre fans. Et ægte samlerobjekt. Dens ekstra materiale er omfattende på grænsen til det ekstreme – alt hvad man overhovedet kunne tænke sig at vide om filmen, kan findes i denne udgivelse. Utrolig flot!

    - Henrik Secher

  •  

    til toppen af siden