Nærkontakt Af Tredie Grad - Director's Cut

(CLOSE ENCOUNTERS OF THE THIRD KIND) Med Richard Dreyfuss, Francois Truffaut, Teri Garr.

Roy Neary (RICHARD DREYFUSS) er på vej til arbejde i sin bil, da han på en stille vejstrækning i nattens mørke pludselig får øje på nogle besynderlige lys bag bilen. Da han kort tid efter holder stille ved en jernbaneoverskæring, får han en bogstavelig talt rystende oplevelse. Dette bliver begyndelsen for en efterhånden manisk besættelse for Roy, der har mærkelige visioner uden rigtig at kunne sætte ord på dem. Dette går efterhånden også ud over familielivet med hans kone, Ronnie (TERI GARR) og deres børn. Men Roy er ikke ene om at have oplevet noget usædvanligt. Rundt om på Jorden er en række forskellige mennesker blevet særlig udvalgt til at møde besøgende fra det ydre rum og alle bliver de draget mod et helt specielt mødested i USA, hvor de amerikanske myndigheder med alle midler forsøger at dække over begivenhederne og holde folk væk.

I Biograferne:25 April 2003
DVD Leje:...
DVD Købe:4 December 2007 (Collectors Edition)
Blu-Ray:6 December 2011
Links:...

 

Baggrund

STEVEN SPIELBERGS klassiker “NÆRKONTAKT AF TREDIE GRAD” havde oprindelig premiere i 1977 og har efterfølgende været udsendt i “Specialudgaven” i 1980, hvor Spielberg fjernede 16 minutters film og i stedet indsatte 13 nye, hvoraf 7 minutter var scener fjernet fra den oprindelige version og 6 var nye optagelser, der førte tilskueren ind i rumskibet i slutningen af filmen. Efterfølgende har Spielberg og flere andre gange puslet ved filmen og det kan efterhånden være svært at holde styr på de forskellige versioner, der i det store hele ikke rokker ved helhedsindtrykket. Denne version der nu får dansk biografpremiere, er fra 1999 og er en krydsning mellem original- og specialudgaven men tættest originalen. Denne seneste version varer 137 minutter og er dermed to minutter længere end originalversionen.

Nærmest ingen instruktør som STEVEN SPIELBERG behøver mindre introduktion. Senest har han haft succes med filmene “Catch Me If You Can” og “Minority Report” og tidligere kan nævnes et utal af filmsucceser som “Dødens gab”, “Indiana Jones”-filmene og “Jurassic Park” samt “Schindlers liste” og “Farven lilla” i den mere seriøse afdeling.

På rollelisten er RICHARD DREYFUSS også et relativt kendt navn. Særligt i 70’erne gjorde han sig bemærket i film som “Sidste nat med kliken” og “Dødens gab”, mens rollerne siden har været forbeholdt lidt mindre titler – blandt højdepunkterne fx “Øjne i natten” og som fortæller i “Sammenhold – Stand By Me”.

Den franske instruktør FRANCOIS TRUFFAUT havde i denne film en sjælden rolle foran kameraet som Claude Lacombe, der tolker de musikalske budskaber fra rummet. Iøvrigt medvirker TERI GARR, der ligesom Dreyfuss havde sine bedste roller omkring tidspunktet for indspilningen af “Nærkontakt af tredie grad”. Senest har vi set Garr i Terry Zwigoffs “Ghost World”.

De formidable billeder er fotograferet af VILMOS ZSIGMOND, der vandt en Oscar for filmen, mens den uforglemmelige musik er komponeret af JOHN WILLIAMS.