![]() Tre barndomsvenner, Jimmy Marcum (Sean Penn), Sean Devine (Kevin Bacon) og Dave Boyle (Tim Robbins) mødes efter i mange år at have levet hvert deres liv. Som børn voksede de op i Boston og brugte deres tid på at spille hockey på vejen – nøjagtig ligesom alle andre drenge i arbejderkvartererne omkring East Buckingham. Den ellers sorgløse barndom blev brat afbrudt, da Dave en dag af to mænd blev lokket ind i en bil og bortført for flere dage efter at vende tilbage misbrugt og for altid mærket på sin sjæl. Venskabet mellem de tre bliver aldrig helt det samme igen. Dave prøver – forgæves – at komme over den traumatiske oplevelse ved at tage småjobs og starte sin egen familie med Celeste (Marcia Gay Harden). Jimmy vælger en mere turbulent vej, bliver kriminel og er allerede som 17-årig leder af en bande. Han gifter sig med den smukkeste pige i kvarteret og sammen får de en datter, Katie. Det hele går som smurt, indtil en af bandens medlemmer stikker ham for selv at få en mildere dom. Da Jimmy kommer ud af fængslet, er hans kone død, og han er enlig far for sin lille datter. Han dropper den kriminelle løbebane, åbner en købmandsbutik, gifter sig igen – med Annabeth (Laura Linney) – og får to døtre mere. Den sidste af vennerne, Sean, har modsat de andre to valgt at flytte fra barndomskvarteret og er blevet kriminalinspektør. Da hans kone forlader ham, bliver jobbet det eneste holdepunkt i tilværelsen. De tre venners gensyn har en tragisk årsag: Jimmys ældste datter, den 19-årige Katie (Emmy Rossum), er blevet myrdet. Sean bliver sat på sagen sammen med sin partner Whitey (Laurence Fishburne). Ud over at opklare mordet og finde morderen skal de to også sørge for hele tiden at være et skridt foran Jimmy, der er drevet af et blindt raseri i forsøget på at hævne sin datter. På trods af en rolig hverdag med Celeste (Marcia Gay Harden) og deres barn er Dave aldrig kommet sig over det overgreb, der blev begået mod ham. Dæmonerne plager ham konstant og truer med at ødelægge både hans ægteskab og hans håb for fremtiden. Men da Katie bliver myrdet, tvinges han til at konfrontere dæmonerne. For den nat, forbrydelsen sker, kommer Dave hjem indsmurt i blod og fortæller sin kone, at han er blevet overfaldet af en tyv. Men mistanken om, at Dave har myrdet Katie, begynder at brede sig. Selv Celeste tvivler på, om Daves egen forklaring er sand og indvier Jimmy i sine bekymringer. Denne betroelse sætter en række hændelser i gang, der gør tragediens omfang endnu større...
BAG FILMEN Fra samme øjeblik han læste bogen, vidste Clint Eastwood, at han ville filmatisere Dennis Lehanes ”Mystic River”. ”Jeg læste bogen og sørgede med det samme for at få forkøbsret til filmrettighederne”, fortæller han. ”Det er en fængslende historie med enormt filmpotentiale. Karaktererne er komplekse, interessante og fint definerede”. Eastwood var ikke i tvivl om, hvem der skulle lave et manuskript ud fra romanen: ”Jeg havde med det samme Brian Helgeland i tankerne. Han skrev det første udkast på to uger. Jeg læste det og syntes, at det var en fremragende fortolkning af en kompleks bog – fyldt med diskussioner og detaljer.” Fem af skuespillerne i filmen er tidligere Oscar-nominerede: Sean Penn for bedste skuespiller i ”I Am Sam” og ”Dead Man Walking” – sidstnævnte film gav også Tim Robbins en nominering som bedste instruktør. Lawrence Fishburne blev nomineret som bedste skuespiller for sin præstation i ”What’s Love Got to Do with It”, Laura Linney som bedste skuespiller for ”You Can Count On Me”, mens Marcia Gay Harden vandt en Oscar i kategorien bedste birolle for ”Pollock”. ”Mystic River” er optaget i Boston, Massachusetts – og selv musikken, der er komponeret af Clint Eastwood, er fra Boston og er indspillet med Boston Symphony Orchestra og Tanglewood Festival Chorus. Clint Eastwood fortæller: ”Jeg har ikke på noget tidspunkt overvejet andre lokationer end Boston. Dette projekt hører til i Boston. Byen og dens kvarterer er i lige så høj grad en del af filmen, som skuespillerne er. Der er ikke en ’Mystic River’ andre steder”. Som et kuriosum kan nævnes, at Dennis Lehane, der har skrevet romanen bag filmen, medvirker i ”Mystic River” – om end hans rolle er temmelig lille: I sekvensen med Columbus Day-paraden spiller han en lokal politiker, der vinker til folkeflokken, mens han kører med i optoget.
MEDVIRKENDE
|