|
|
|
 |
De Fem Benspænd
Dokumentar. Med Lars von Trier, Jørgen Leth.
FEM BENSPÆND er instruktøren Lars von Triers forsøg på at ryste veteranen og kollegaen Jørgen Leth i hans filmiske
grundvold! Med udgangspunkt i en af Jørgen Leths gamle kortfilm (”Det perfekte menneske”) skal Leth i gang med at
genindspille scener fra den, men nu efter von Triers helt urimelige og særprægede regler. En spændende original ”leg” med
filmmediet - en film om det at lave film. Oven i købet om at lave film efter principper og regler, der ikke nødvendigvis er
ens egne! Spændende bestillingsarbejde til Leth fra en krævende og kompromisløs kunde. En HELT anderledes dansk film. |
| I Biograferne: | 21 November 2003 |
| VHS Leje: | ... |
| VHS Købe: | ... |
| DVD Leje: | 5 Maj 2004 |
| DVD Købe: | 5 Maj 2004 |
| Links: | ... |

Lars von Trier går til dokumentarfilmen. Ikke overraskende gør han det på en helt utraditionel måde. Konventionerne skal
brydes og billederne ny-tænkes.
I 1967 lavede Jørgen Leth en af sine eksperimenterende kortfilm ”Det perfekte menneske” på 12 minutter i sort/hvid med
skuespilleren Claus Nissen i hovedrollen. Et filmisk digt med klare, stilistiske forbindelser til Jørgen Leth’s skriftlige
poesi. Filmen (som vi ser flere klip fra i DE FEM BENSPÆND) vakte berettiget opmærksomhed i en tid, hvor filmkunstens
udtryksmidler blev udsat for en nok så tiltrængt nytænkning.
Lars von Trier synes, at ”Det perfekte menneske” er en af Jørgen Leth’s bedste film. Han har set den over 20 gange. Måske
netop derfor er ”Det perfekte menneske” udgangspunktet for de udfordringer, de planlagte benspænd, som Lars von Trier i 2000
og tre år frem udfordrer vennen og kollegaen, et eller andet sted også idolet og forbilledet, Jørgen Leth med.
Jørgen Leth skal genskabe, genindspille scener fra sin gamle film, men efter helt andre regler, med vidt forskellige
kunstneriske redskaber. Øvelsen, legen går ud på at opsøge, nå ud til grænserne for det, man (altså Leth) som kunstner kan
acceptere, hvor meget kan man bøje sig selv og sine temaer, hvor langt kan man gå på kompromis med sine arbejdsformer, med
sine holdninger og sig selv? I tillæg skal Leth skrive et digt efter hvert benspænd, der sammenfatter hans erfaringer og
oplevelser med ’testen’. Jørgen Leth har i filmens ”leg” accepteret at Lars von Trier er hans dommer, hans regelsætter og
sågar bøddel. I fem forskellige film-sammenhænge skal Leth nemlig arbejde efter en række mærkværdige regler og med mere
eller mindre tilfældige begrænsninger og tåbelige forbud, som Lars von Trier opsætter som ufravigelige krav. Når Leth vender
tilbage med de billedlige resultater af den vold, han har måttet begå mod sig selv og sin gamle film, får han ros og/eller
ris af bagmanden von Trier.
Jørgen Leth spiller rollen som den artige elev, der vil gøre alt for at stille sin drillesyge, urimelige og nærmst
ondskabsfulde lærer von Trier tilfreds, alt imens han igen og igen konfronteres med fortiden, sin gamle film og den måde,
han i sin tid skabte den på.
DE FEM BENSPÆND bliver en helt igennem uforudsigelig rejse ind i en filmskabers univers, i Jørgen Leth’s film-fortid og
hans kunstneriske personlighed.
Jørgen Leth og Lars von Trier er på hver deres måde optaget af filmens basale elementer, af billeder og lyd. Og begge kan
siges at være på evig jagt efter det essentielle i filmens kunst. Et ’bytte’, ingen af dem nedlægger.
Foto: Dan Holmberg.
BAGGRUND
Lars von Trier. Født 1956, uddannet på Filmskolen. Han har stået som national og international
frontfigur i de seneste års fornyelse af dansk film, ikke mindst som en af de centrale bagmænd i Dogme 95-projektet. Han har
lavet både avant-garde-film såvel som arbejdet i de klassiske genrer, men altid i sin egen stil, som auteur. Alle hans
spillefilm har været officielt udvalgt af Cannes-festivalen. Det har givet ham hele syv priser på den indflydelsesrige
festival, bl.a. juryen’s Grand Prix for ”Breaking the Waves” og Guldpalmerne for ”Dancer in the dark”.
Hans seneste film - og den første i en amerikansk trilogi - var ”Dogville” med Nicole Kidman. Von Trier arbejder p.t. med
pre-produktion af den næste film i trilogien: ”Manderlay”. Ud over at være en flittig instruktør af både TV- og spillefilm
skal Lars von Trier i 2006 instruere Richard Wagners ”Nibelungens Ring” ved festspillene i Bayreuth.
Jørgen Leth. Født 1937, digter, forfatter, journalist og filminstruktør. Debuterede som digter i 1962
med digtsamlingn ”Gult lys”. Berømt og berømmet for sine mange kort- og dokumentarfilm. Har lavet over 30 film med vidt
forskellige emner siden 1963, og de fleste har været distribueret internationalt. Han har siden 1991 været bosat på Haiti,
men rejser meget og er knyttet som underviser til Den Danske Filmskole, såvel som til Statens Studiocenter i Oslo. Han har
holdt foredrag på Harvard, Berkeley og andre amerikanske universiteter. Jørgen Leth har modtaget en lang række priser i ind-
og udland og har gennem årene været en særdeles højt værdsat kommentator af cykelløb på TV - især ved Tour de France. Blandt
hovedværkerne i hans filmproduktion regnes da også cykelfilmene ”Stjernerne og vandbærerne” og ”En forårsdag i helvede”.
Samspillet mellem filmens to instuktører, forfattere og venner, Jørgen Leth og Lars von Trier, såvel som filmens titel,
refererer lidt til Michael Laudrup, som Leth tidligere har lavet en dokumentarfilm om. Laudrup var en mester i
uforudsigelige bevægelser og driblinger, en elegant spiller, der lagde op til benspænd (eller obstruction = ureglementeret
at forhindre en modspiller i at nå bolden eller flytte sig). Med sit svævende, hurtige spil inviterede han sine for det
meste underlegne modstandere til at tackle ureglementeret - det var den eneste måde, han kunne standses på.
Se to danske enere, orginaler, særlinge, genier i en cinematografisk duel, der som al god underholdning også har lidt
alvor i sig.
Foto: Dan Holmberg.
MEDVIRKENDE
Claus Nissen
Jørgen Leth
Lars von Trier
Jacquline Arenal
Daniel Hernández Rodriguez
Patrick Bauchau
Alexandra Vandernoot
Foto: Ole Kragh Jacobsen.
til toppen af siden
|