Bad Boys II

Med Will Smith, Martin Lawrence, Jordi Mollà, Gabrielle Union, Peter Stormare.

Spændingen og humoren er i top, når Martin Lawrence og Will Smith udfolder sig på skærmen som Miamis sejeste narkobetjente, Mike Lowrey (Will Smith) og Marcus Burnet (Martin Lawrence). Denne gang er begge blevet en del af en indsatsstyrke, hvis opgave er at stoppe kilden til Miamis overforbrug af ecstasy. Sporene leder dem til narkobaronen Johnny Tapia, som ikke har tænkt sig at lade nogen eller noget stå i vejen for hans planer om at udvide sit territorium og overtage kontrollen med hele Miamis narkohandel. Opgaven kompliceres yderligere af, at Marcus' søster Syd (Gabrielle Union), uden Marcus' viden, er blevet hemmelig narkoagent og dybt involveret i sagen. Da Marcus ydermere opdager, at Mike og Syd har en affære, er bægeret ved at flyde over for den overbeskyttende bror. Will Smith og Martin Lawrence er tilbage i den længe ventede opfølger til Bad Boys, der både byder på babes og hæsblæsende action.

I Biograferne:9 Oktober 2003
VHS Leje:25 Februar 2004
VHS Købe:25 Februar 2004
DVD Leje:25 Februar 2004
DVD Købe:25 Februar 2004
Blu-Ray:6 December 2011 / 27 November 2015
Links: Officiel Hjemmeside

 

BAD BOYS II er resultatet af (endnu) et eksplosivt samarbejde mellem instuktøren Michael Bay, producenten Jerry Bruckheimer og skuespillerne Will Smith og Martin Lawrence.

Mike og Marcus er kollegaer i Miamis narko-politikorps. De er også gamle venner. Helt tilbage fra skoletiden – som mange biografgængere er vidende om efter det første møde med duoen, der var i verdens biografer i 1995 som BAD BOYS.

Deres opgave er denne gang at stoppe indsmuglingen via en cubansk connection af store partier narkotika, nærmere bestemt designer-drugs. Organiseret kriminalitet, der styres med svært bevæbnet brutalitet af narko-bagmanden ’Johnny’ Tapia (Jordi Mollà). Marcus’ søster Syd (Gabrielle Union) arbejder samtidig, og til at begynde med uden broderens viden, som undercover agent for narkopolitiet – hun holder øje med de store illegale pengeoverførsler og efterforsker i den sammenhæng den samme sag, som hendes bror og Mike. Og desuden hun har et godt øje til Mike. Og omvendt.

Så meget tid er der dog ikke til at koncentrere sig om kærlighedens uransagelige veje i en film, der først og sidst skal frem i fuld fart. Målet er naturligvis at standse narkobagmændene – og midlerne er, ud over alle de kendte, et par af de mindre traditionelle.

På stationen, hvor The Bad Boys modstræbende stiller op til de obligatoriske skideballer, når de har udslettet endnu en bydel og det meste af dens indbyggere, troner deres nervesvækkede chef Howard (Joe Pantoliano). Han har nok at gøre med at skulle referere masser af håbløse forklaringer på det hensigtsmæssige i endnu en destruktiv biljagt i Miamis myldretid.

Blodet flyder, ligene flyver og de rappe replikker står i kø i overhalings-banen.

Intet i BAD BOYS II er for alvor. Alt er for sjov. 100% action – 100% entertainment.

 


Foto: Columbia Pictures.

 

Bag Filmen

Instruktør Michael Bay er en effektiv håndværker. Han har arbejdet med reklamefilm og musikvideoer, som de fleste af sine kollegaer, og i den sammenhæng arrangeret billedsiden for promovering af musik fra superstjerner som Tina Turner, Meatloaf, Lionel Richie og Donny Osmond. Og han har med effektive reklamefilm hjulpet bl.a. Nike, Reebok, Coca Cola til at få mere gang i salget. Hans første spillefilm, BAD BOYS fra 1995, var en kontant succes, og da han fulgte den op med Sean Connery-filmen ”The Rock” (1996) var han særdeles pænt placeret på instruktør-hitlisten – og mere end parat til at skrive sig ind på plus-siden i amerikansk films kasse-regnskab med ”Armageddon” (1998) og storfilmen ”Pearl Harbour” (2001). Bay, som dumpede i sit forsøg på at blive optaget på Californiens filmskole (USC) og investerede 1/3 af sit honorar på den første BAD BOYS for at genindspille filmens kostbare klimaks-eksplosion, hævder at være søn af John Frankenheimer.

Will Smith (Mike Lowrey) stammer fra West Philadelphia og startede som DJ, indtil han i slutningen af 1980’erne løb ind i en TV-producent, som syntes, at det var en fed ide at lave en TV-serie om og med den charmerende Will Smith. Udgangspuntet var, at den speed-snakkende dude skulle hænge ud i Beverly Hills – og i øvrigt være sig selv. Serien, der herhjemme blev vist med titlen ”Rap fyr i L.A.”, blev en kæmpe succes og holdt sig på USA-skærmen i seks år. På film brød han afgørende igennem i 1995 med den første BAD BOYS, efterfulgt af ”Independence Day” året efter. Noterede sig en fortjent international succes med ”Men in Black” (1997), et lige så fortjent flop med ”Wild Wild West” (1999) og en markant lønforhøjelse i ”The Legend of Bagger Vance” (der var 10 millioner $ til mr. Smith som coach på golfbanen – han får det dobbelte plus procenter for BAD BOYS 2). Han spillede desuden den legendariske bokser Muhammad Ali (og fik en Oscar-nominering) i Michael Manns film af samme navn i 2001. Og han sagde i øvrigt nej tak til rollen som Nero i ”The Matrix” (1999). You can’t win them all.

 


Foto: Columbia Pictures.

 

Medvirkende

Will Smith...Mike Lowrey
Martin Lawrence...Marcus Burnett
Jordi Mollà...Hector Juan Carlos ‘Johnny’ Tapia
Gabrielle Union...Syd Burnett
Peter Stomare...Alexei
Theresa Randle...Theresa Burnett
Joe Pantoliano...Kaptajn Howard
Michael Shannon...Floyd Potter
Joe Seda...Roberto
Yul Vazquez...Detektiv Mateo Reyes
Jason Manuel Olazabal...Detektiv Marco Vargas
Otto Sanchez...Carlos

 


Der er efterhånden lavet rigtig mange film om to vilde strømere, der jagter onde narkoforbrydere - og Bad Boys II er endnu en i rækken. Filmen forsøger ikke at tilføre genren noget nyt, men satser på det sikre, med en konservativt opbygget historie uden de store overraskelser handlingsmæssigt.

Visuelt er det en flot film, hvor der er brugt energi på at det skal se helt rigtigt ud og det er en fornøjelse at se de stærke farver og visuelle effekter.

Bad Boys II er ikke meget anderledes end den første, men hvor humoren og samspillet mellem Will Smith og Martin Lawrence var styrken ved den første film, så er der nu desværre blevet lidt længere mellem de geniale jokes i Bad Boys II.

Filmen har masser af overdrevet action med biljagter og skyderier nok til at tilfredsstille selv de mest actiongale. Efter min mening bliver det dog kørt lidt for langt ud og store dele af filmen er mere end urealistisk.

Genrelt kan du altså forvente masser af action og underholdning fra Bad Boys II, men forvent ikke den store nytænkning.

- Henrik Secher

 

til toppen af siden